»Avatar«-indtjening skuffer: Disney på vej mod værste år siden 1974


Da »Avatar: The Way of Water« tidligere i december fik premiere, var forhåbningen, at indtjeningen kunne råde bod på Disneys kuldsejlende aktier.
Aktien, der er på vej mod sit værste niveau siden 1974, sank 4,8 procent mandag, efter at den længe ventede efterfølger – og desuden en af de dyreste film i Hollywoods historie – ikke levede op til forventningerne for premiereweekenden, skriver Marketwatch.
På det amerikanske marked hev filmen 134 millioner dollar, tilsvarende mere end 937 millioner danske kroner, ind.
Det var dog imidlertid under det estimerede, baseret på forhåndssalg af billetter i USA.
I Kina, hvor den første 'Avatar'-film fra 2009 var en stor succes, tjente 'The Way of Water' 57,1 millioner dollar, hvilket svarer til knap 400 millioner kroner, hvilket Disney til The Wall Street Journal beskrev som »skuffende, men forståeligt«.
»Problemet er, at ingen ønsker at gå i biografen, fordi de har fået at vide, at COVID er ekstremt farlig. Selvom biograferne er åbne, er appetitten til at gå i dem der ikke rigtigt,« lød det fra Tony Chambers, Disneys globale chef for teaterdistribution.
Disney-aktien er faldet med 44,6 procent alene i år, og virksomheden er nu 156 milliarder dollar værd, frem for de tidligere mere end 350 milliarder dollar.