Anmelderne anbefaler: Her er 13 vidunderlige film, du kan se i påsken!

AOK
Skærm

Påsken er lige på trapperne, og der er masser af tid til at se film. Berlingskes filmanmeldere guider her til en række film, du kan streame, lige hvor end du måtte tilbringe din påske.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aaaah ... endelig et par helligdage og tid til at se en god film.

Berlingskes anmeldere har udvalgt en række film – nye som gamle – som du kan hygge dig med i påsken. Alle film har fået fire eller flere stjerner hos os, og alle kan streames på en lettilgængelig streamingtjeneste. Der er noget for enhver smag, lige fra Disney-film til dokumentarer og kultfilm.

1

»Kærlig hyldest til en uddød mandetype«

»Once Upon a Time… in Hollywood« er et varmt, men usentimentalt postkort fra en gylden filmepoke – og en kærlig hyldest til en uddød mandetype. Filmen havde premiere i 2019, men er bestemt et gensyn værd. Brad Pitt høstede også en Oscar for bedste birolle for sin præstation i filmen.

Uddrag af anmeldelsen:

»Når Hollywood skildrer sig selv bag kulisserne, er det ofte med et fokus på kynisme og menneskelig udbytning. »Once Upon a Time… in Hollywood« lægger vægten på drømmefabrikkens evne til at drømme – om sig selv og for andre – men det bliver aldrig sentimentalt, og nostalgien bliver aldrig til kitsch.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

Det spindelsvævsfine strejf af horror

Franske »Portræt af en kvinde i flammer« havde premiere i 2020, men fortjener bestemt et gensyn. Den foregår på et gods i Bretagne i 1760, hvor man følger to adelige søstre, kaldt hjem fra et kloster for at blive klar til at blive giftet væk.

Uddrag af anmeldelsen:

»Portræt af en kvinde i flammer« er både dybt romantisk, dampende erotisk, dvælende og indhyllet i det mest spindelsvævsfine strejf af horror. Den måde, de to kvinder nærmer sig hinanden på, den ene trodsig, den anden servil, hæmmet af fortielse og forstillelse, er skildret som små dannede dueller. Den lange scene, hvor de to spadserer første gang, er mesterlig. Ryggen af Héloïse i fart, dækket af sin kappe, der ikke skjuler et raseri af følelser, Marianne lige bagefter, der forsøger at holde trit. Chokket, da Héloïses stærke blik gennemborer kameraets linse og ser ind i beskuerens og Mariannes sjæl.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

Pacifisme serveret med poetisk skønhed

Anmelderen mente i 2018, at filmen ikke var mulig at ryste af sig, og gav den seks stjerner. Dokumentarfilmen foregår i Hnutove i det østlige Ukraine, og følger tiårige Oleg med sit kamera. Filmen er ikke blevet mindre aktuel efter Ukraines nuværende situation.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Oleg lærer at sove fra bomberne, men hans spinkle krop gibber, hver gang bomberne brager løs udenfor. Wilmont, der selv har filmet, står på et tidspunkt udenfor om natten, mens bomberne springer omkring ham. Nedslagene får alt til at ryste uhæmmet, selv om der er noget smukt over de lysende kugler på himlen. Lyden af de utrættelige eksplosioner trænger ind i kroppen, selv hos seeren. Det er det eneste tidspunkt, man fornemmer mennesket bag kameraet, og det understreger, at det her altså er ægte.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

Pubertet og menstruation

Kan man producere en stor Pixar-tegnefilm om pubertet og menstruation? Ja. »Rød« er en både normbrydende og nyskabende animation om den mest livsforandrende fase i et menneskeliv.

Uddrag af anmeldelsen:

»»Rød« er på mange måder et gennembrud. Det er første gang, at en kvinde instruerer en Pixar-film, det er den første Pixar-film med udgangspunkt i asiatisk kultur, men først og fremmest er »Rød« en generel historie, der føles privat – og på den måde mimer den fuldstændig sit emne. Også pubertet er en generel oplevelse, som alligevel altid opleves som en unik og privat udvikling for dem, der skal igennem den. Det er ikke nemt at betvinge den røde panda. Uanset hvor godmodig den er.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

Budskabet er sandelig fint

»Encanto« er hverken den sjoveste eller mest spændende Disney-film til dato, men budskabet er sandelig fint, lød det fra anmelder Thomas Brunstrøm. Der er fuld knald på farverne og musikken i denne filme, der foregår i Columbia.

Uddrag af anmeldelsen:

»»Encanto« er hverken den sjoveste eller mest spændende Disney-film til dato. Og at komme igennem den kræver en endog meget høj tolerance for sange og nuttede dyr. Sangene – komponeret af Lin-Manuel Miranda – er faktisk vældig gode (omend det er hundesvært at høre teksterne), de nuttede dyr har til gengæld ikke rigtig nogen funktion ud over at være nuttede.

Hverken dem, det lidt svævende plot eller lange pauser mellem komiske scener kan dog ændre på, at »Encanto« er en børnefilm, der ikke bare vil underholde, men faktisk er relevant og til at spejle sig i.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

Modgang kan gøre stærk

Jessica Chastain scorede en Oscar for sin blændende præstation som tv-prædikanten Tammy Faye Bakker i filmen »The Eyes of Tammy Faye«.

Uddrag af anmeldelsen:

»Især Tammy Faye Bakker er en fascinerende figur, selv om hun med sin excentriske personlighed, en lettere corny musikkarriere og et make up-budget, der ville kunne gøre en cirkusklovn misundelig, sagtens bare kunne fremstilles komisk. Men hun fremstår samtidig utrolig menneskelig, man tror på, at de fleste af hendes handlinger kommer af et godt hjerte, og det er næsten rørende, når hun til den magtfulde dunderprædikant Jerry Falwell (Vincent D’Onofrio) insisterer på, at Gud også elsker homoseksuelle, selv om det er et stærkt kontroversielt synspunkt i de kredse. Og så er hun et skoleeksempel på, at modgang kan gøre stærk.«

Læs hele anmeldelsen her.

 

 

7

Mesterligt eksekveret

Den klassiske Romeo og Julie-fortælling er mesterligt gennemarbejdet, fængende og medrivende, lød det fra anmelderen, der også understregede, at den var diskret aktualiseret og mesterligt eksekveret. Berlingskes anmelder, Jakob Steen Olsen, tøvede ikke med at kalde filmen for et mesterværk og diskede op med hele seks stjerner.

Uddrag af anmeldelsen:

»Resultatet taler for sig selv. Genindspilningen af »West Side Story« er blevet en mesterligt gennemarbejdet, fængende og medrivende film. Den berømte musical, også spillet vidt og bredt herhjemme, både ligner sig selv og er alligevel helt ny. Revitaliseret. De sømløst sammenkædede scener vokser overbevisende ind i hinanden. Uden at fornægte teatraliteten er den først og fremmest en film med stort F. «

Læs hele anmeldelsen her.

8

Wes Anderson er tilbage

Wes Andersons seneste film er som altid sat i et helt unikt stilistisk univers. Anmelder Thomas Brunstrøm kvitterede med fem stjerner og var parat til at se filmen på ny, idet han forlod biografen.

Uddrag af anmeldelsen:

»»Stjernespækket« er lidt af et filmselskab-buzzword, som kastes i flæng, hvis der er mere end tre skuespillere, man kan huske navnet på. I tilfældet »The French Dispatch«, Wes Andersons nyeste film, er det nærmest en underdrivelse. I alt syv Oscar-vindere og otte Oscar-nominerede har Anderson formået at klemme ind i en film på mindre end to timer.

»Man får lyst til at se filmen igen med det samme, fordi der givetvis er alt muligt, man ikke lige fangede i første omgang. Det er rent blær fra instruktørens side, men nogle gange er det fortrinligt at se nogle, der er vildt gode til noget, bare vise alt det, de kan. På én gang.«

Læs hele anmeldelsen her.

 

9

Vidnesbyrd fra flygtningedebatten

Jonas Poher Rasmussens »Flugt« var nomineret i flere kategorier til årets nylige Oscar-show. Folkene bag filmen måtte dog forlade feste uden en gylden statuette. Filmen fik fire stjerner af anmelder Kristian Lindberg.

Uddrag af anmeldelsen:

»Man forstår godt, at den fornemme hæder er tilfaldet denne film i festivalmiljøet, da den i politisk henseende vil please den kreative venstrefløj, der foretrækker at tale om medmenneskelighed i flygtningepolitikken snarere end praktiske udfordringer. Når det er sagt, er »Flugt« dog i sig selv et vidnesbyrd om en menneskelig og psykologisk kompleks dialog mellem instruktøren (der selv medvirker i handlingen) og hovedpersonen, Amin.«

Læs hele anmeldelsen her.

10

En lille tudetur til Kandis

En dokumentarfilm om Kandis? Kan det noget for folk, der ikke lytter til dansktop? Svaret er ja. »Kandis for livet« er nemlig i højere grad en fortælling om de mennesker, der lytter til bandet – og som i flere tilfælde finder en del af deres livsglæde i det.

Filmen skabte masser af debat. Blandt andet mente en tidligere dansktopsangerinde, at kulturelitens optagethed af dokumentarfilmen lugtede langt væk af »de korrekte holdninger«.

Uddrag af anmeldelsen:

»Man skal eksempelvis være en virkelig hård hund, hvis man ikke får sig en lille tudetur i scenen, hvor Søren Strøm brænder sin afdøde mors tøj, der har ligget i plastikposer i månedsvis, fordi han ikke kan bære tanken om at aflevere det til Røde Kors og risikere at støde på nogen oppe i byen, der »render rundt i min mutters båwser«.

Læs hele anmeldelsen her.

11

Blodig tortur og brunstige nonner

Bombardementet af Den Franske Skole er den største civile katastrofe på dansk jord i nyere tid, og det virker næsten underligt, at episoden ikke tidligere har fået sin egen spillefilm. I »Skyggen i mit øje« tager Ole Bornedal livtag med historien. I Berlingske opstod der debat, da en efterladte til britisk pilot krævede en scene fjernet fra Bornedals film.

Uddrag af anmeldelsen:

»Normalt bryder jeg mig ganske enkelt ikke om børn i danske voksenfilm. De er i bedste fald akavede som skuespillere og er som regel kun med for at eksponere de voksne karakterers familieforhold.

Det gælder dog ikke Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck, der er uhyre godt castede som de tre centrale børnekarakterer, Henry, Eva og Rigmor, alle elever på Den Franske Skole. De tre børn er filmens esser; dem holder man hurtigt af, takket være deres sprælske mimik og stærke indlevelse i rollerne.«

Læs hele anmeldelsen her.

 

 

12

Danmarks første kvindelige regent

En af sidste års helt store succeser var Charlotte Sielings film »Margrete den Første« om Danmarks første kvindelige regent, der samlede Sverige, Norge og Danmark i et stort rige.

Det er en storfilm med alt, hvad det indebærer, og et sjældent vellykket eksempel på, at en dygtig instruktør sagtens kan formidle vores egen historie med samme saft og kraft, som vi kender fra udenlandske sværd og sandal-film.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Charlotte Sieling vægter det psykologiske drama lige så højt som det politiske, og samtlige skuespillere løfter opgaven, så de historiske figurer fremstår som levende mennesker.

Der er så meget at se og høre, at filmen vil kunne tåle adskillige gensyn. Jeg glæder mig således allerede til at gense Trine Dyrholm – i en storm af en scene – skrige sin ensomme vrede ud mod den skæbne, som guderne, folkets vilje og de gamle riger har pålagt hende.«

Læs hele anmeldelsen her.

13

»En route« til det sidste farvel

Florian Zellers Oscar-belønnede »The Father« benytter et genialt greb til at give os indblik i en alzheimerpatients verden, men er samtidig meget mere end en sygdomsbeskrivelse. Filmen fik seks stjerner.

Uddrag af anmeldelsen:

»Anthony Hopkins er en skuespiller, der opnår stor virkning med små virkemidler, og i denne film synes han i afgørende øjeblikke at lade skuespillet falde helt væk. Det er selvfølgelig stadig i dramaets tjeneste, men det virker, som om vi i ham ser et menneske, der selv ser sin afgrund i øjnene.«

Læs hele anmeldelsen her.