Filmen »Barbie« om Mattels dukke af samme navn har været ventet længe.

Den er instrueret af Greta Gerwig, der tidligere har stået bag »Lady Bird« og »Little Women«, som er stilfærdige film med feministisk præg, og derfor har sammenstødet mellem Gerwig og Barbie-dukkernes i nogles øjne problematiske kvindeideal været imødeset med spænding.

Og flere anmeldere mener tilsyneladende, at Gerwigs take på Barbie er gået udmærket – dog med enkelte undtagelser.

Filmen handler om Barbie, der spilles af Margot Robbie, som bor i Barbieland, men som har en begyndende eksistentiel krise. Derfor må hun rejse til menneskenes verden for bedre at forstå sig selv. Med sig har hun sin kæreste, Ken, der spilles af Ryan Gosling.

Christy Lemire, der skriver for filmanmeldersitet RogerEbert.com, der er opkaldt efter den legendariske og nu afdøde filmanmelder Roger Ebert, mener, at filmen er en forbløffende bedrift både teknisk og tonalt.

»Det er en visuel fest, der lykkes som både en munter flugt og et kampråb. »Barbie« er så spækket med upåklagelig opmærksomhed på detaljer, at du umuligt kunne fange det hele på en enkelt visning,« skriver Lemire, som giver tre og en halv ud af fem stjerner.

I den britiske avis The Independent er det Clarisse Loughrey, som har anmeldt filmen til fem ud af fem stjerner.

Hun storroser filmen, som hun siger lander på et perfekt tidspunkt, samtidig med skuespiller- og manuskriptforfatterstrejken, der handler om bedre rettigheder og løn og om retten til ikke at blive erstattet med kunstig intelligens.

»Selvom det for en hvilken som helt film fra de store filmstudier er umuligt at være egentlig subversiv (omstyrtende, red.) ( …), så slipper »Barbie« afsted med mere, end man skulle tro var muligt,« skriver Loughrey.

Hun mener også, at selvom filmens humor er absurd, så har den også en ærlig og sårbar tilgang til kvindelighed, som er »ren Gerwig«, og som ligger helt i tråd med »Lady Bird« og »Little Women«.

Det anerkendte kulturmagasin Vulture uddeler ikke stjerner. Men her er anmelderen tilsyneladende lidt mindre overbevist end kollegaen i The Independent.

Bare en ny måde at sælge dukker

Australske Margot Robbie får ros for sin indsats i »Barbie«.
Australske Margot Robbie får ros for sin indsats i »Barbie«. JUSTIN TALLIS

Vulture-anmelderen, Alison Willmore, mener nemlig at Greta Gerwig ikke er nået i mål med sin forsøgte kritik af det moderne samfund.

»Problemet med at forsøge at snige subversive ideer ind i et projekt, der er så iboende kompromitteret (af pengeinteresser, red.), er, at i stedet for at slippe afsted med noget, skaber man i stedet måske bare en ny måde for et brand at sælge sig selv på,« skriver Willmore i Vulture.

Også i The New York Times skriver anmelderen, at der er grænser for, hvor mange nye dimensioner, selv Greta Gerwig kan bidrage med til et brand som Barbie.

»Ligesom den nylige Ben Affleck-film »Air«, der handler om hvordan Nike skrev kontrakt med Michael Jordan, og andre film, der er tøjret til det produkt, som er emne for filmen, så er der grænser for, hvor langt »Barbie« kan gå,« skriver Manohla Dargis i The New York Times, som heller ikke uddeler karakterer.

Selvom der altså er lidt blandede meninger om, hvor godt Greta Gerwig når i mål, så har filmen overordnet set fået gode anmeldelser. Ifølge RottenTomatoes.com, som samler filmanmeldelser og opdeler dem i positive og negative, så er 89 procent af de anmeldelser, der er udgivet indtil videre, positive.

Berlingske anmelder »Barbie« på premieredagen.

»Barbie«. Eventyrkomedie, 114 minutter. Instruktion: Greta Gerwig. Med: Margot Robbie, Ryan Gosling, Kate McKinnon, Will Ferrell m.fl. Premiere: 8. juni i biografer landet over.