Bare for at få det ud af verden med det samme: Den 25. Bond-film har alt det, du forventer af en Bond-film. Der er biljagter og eksplosioner og pæne damer og dumme one-liners og vansirede skurke og seje gadgets og så videre. Og det er lige, som det skal være.
»No Time To Die«, hvis premiere har været udskudt fem gange, og som nu endelig kan ses i biograferne – 18 måneder forsinket – genopfinder ikke agentfilmen, men det skal den heller ikke. Nogle ting er der bare ikke grund til at lave om på. AC/DC har strengt taget lavet den samme plade siden 1973, og det er pragtfuldt. Dyrlægens natmad blev serveret første gang i 1920erne, og hvis nogen har fundet på en bedre måde at tune en leverpostejmad på, har jeg ikke hørt om det. Og sådan kunne man blive ved.