8 film, du skal se, med benhårde kvinder i hovedrollen
AOK
Skærm
Anmeldelse
Berlingskes anmeldere har udvalgt en række film, du kan se i anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag. Fællesnævneren er stærke kvindelige hovedfigurer.
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kvindernes Internationale Kampdag indbyder til film med kvinder i fokus.
Her guider Berlingske til en række film med stærke kvinder. Find de røde strømper frem – hvis du er til den slags – og sæt dig til rette i sofaen.
God fornøjelse!
1
»She Said«
Det er svært at undervurdere betydningen af de artikler, som to The New York Times-journalister, Jodi Kantor og Megan Twohey, skrev i 2018.
Historierne, der krævede både benarbejde og is i maven, var den direkte anledning til, at den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein blev idømt 22 års fængsel for krænkelser og voldtægt. Senere fulgte en lang række tilsvarende sager, der fik årtiers fortielser om krænkelser frem i lyset. Det var starten på #metoo og en forandring af verden.
Kantor og Twohey skrev en bestseller om arbejdet med sagen og afsløringerne, og den bog, »She Said«, er blevet til en fiktionsfilm med samme titel. Handlingen følger journalisternes arbejde fra de første forsøg på at få kvinder til at stå frem – til den endelige forløsning, der fører til, at flere end 80 kvinder vidner mod Weinstein.
Det kan være svært at skildre journalisters arbejde på film (der er grænser for hvor mange gode billeder, der findes i storrumskontorer), men instruktør Maria Schrader går til opgaven med rolige billeder og tålmodig historieskildring. »She Said« er ikke en film fuld af grænseoverskridende billeder. I stedet lader Schrader os høre en optagelse fra The Peninsula Hotel, hvor Weinstein begik flere af sine forbrydelser. Det gør ikke mindre indtryk, at billederne skabes i vores egen fantasi.
I Pedro Almodóvars »Parallelle Mødre« flettes to kvinders historie sammen, og det er ifølge Berlingskes anmelder, Kristian Lindberg, et af instruktørens bedste værker.
Penélope Cruz blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i filmen. Hun spiller modefotografen Janis, der tilhører en gruppe af aktivister, der rejser rundt i Spanien og hjælper efterkommere med at identificere skeletterne i de massegrave, som Den Spanske Borgerkrig efterlod overalt i landet.
Fundet af en massegrav med de hvide skeletter er mere end bare rammehistorien i filmen, der kæder en engagerende storbyfabel om moderskab sammen med europahistoriens bølger af vold og folkemord.
Og det hele er så godt skruet sammen, at anmelderen måtte gå knust af sindsbevægelse fra biografen.
En af de helt store succeser i 2021 var Charlotte Sielings film om Danmarks første kvindelige regent, Margrete 1., der samlede Sverige, Norge og Danmark i et stort rige.
Det er en storfilm med alt, hvad det indebærer, og et sjældent vellykket eksempel på, at en dygtig instruktør sagtens kan formidle vores egen historie med samme saft og kraft, som vi kender fra udenlandske sværd og sandal-film.
»Margrete den første« er et sikkert bud på nutidig, måske tilmed feministisk, historieskrivning, og så er Trine Dyrholm god som regent.
»Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere«
En hæmmet kvinde lærer at få kæmpeorgasmer og gør sig fri.
Sådan lyder plottet i svenske Erika Wassermans spritnye og helt finurlige sædekomedie »Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere«. Det er ikke helt så meget Bridget Jones, som man kunne frygte, og ikke helt så lummert som 70ernes erotiske film.
Den svenske film er nemlig morsom i sin skildring af den ambitiøse Hanna, der sent i livet må lære at »tænke med indersiden af flappen«, som den noget yngre veninde Liv belærer hende om. Det handler om onani eller solosex, som sexolog Sara Skaarup siger.
I forbindelse med filmens premieren havde Berlingske bedt hende om at bedømme filmens emne, og det kom der en tankevækkende tekst ud af. Læs det her.
Amerikanske Laura Poitras dokumentarfilm »All the Beauty and the Bloodshed« er en biografisk fortælling om fotografen Nan Goldin.
Hun dokumenterede det homoseksuelle klubmiljø i New York i tiden efter Stonewall-oprøret i juni 1969, da byens bøsser og lesbiske vendte sig offentligt mod politiets forfølgelse. Hun blev en del af en vennekreds af dragperformere, men hendes fotos af dem var ikke det freakshow, som andre fotografer tidligere havde leveret.
Filmens gennemgang af Nan Goldins kunstneriske virke ledsages af en skildring af hendes aktivistiske engagement i 1980erne som en af de førende kritikere af den amerikanske regerings passivitet overfor aids-epidemien, og senere i 00erne, da hun bliver trukket ind i kampen mod medicinalfirmaet Purdue Pharma.
Hvem var de kvinder, der så generøst gav os verdenslitteraturens romantiske hovedværker, men som historien gik så stille udenom, at vi dårligt ved, hvad deres liv bestod af?
Nysgerrigheden har pirret mange og førte blandt andet til den vilde Apple+-serie, »Dickinson«, der gik tæt på Emily Dickinson, som skrev drømmende og længselsfuldt om kærlighed i slutningen af 1800-tallet, men som aldrig selv blev gift og døde efter en afsondret tilværelse.
En tilsvarende skæbne ramte Emily Brontë, der skrev det vidunderlige hovedværk »Stormfulde Højder«, men som privat var en indesluttet og genert pige, der havde det bedst med at være i naturen og foretrak dyr frem for mennesker.
»Emily«, som filmen også hedder, er lavet af den australske skuespiller Frances O’Connor, der også har skrevet manuskriptet, som i sig selv fungerer som en gendigtning af hendes klassiske roman.
Med håndholdt kamera sikres der dynamik, mens Emma Mackey – der fik sit gennembrud i serien »Sex Education« – giver Emily Brontë både rastløshed og vildskab. Det er et eksperiment, der i høj grad lykkes takket været Emma Mackeys nuancerede og opslugende præstation.
Den franske film »Hændelsen« fra 2022 bygger på Annie Ernaux' selvbiografiske roman af samme navn. Filmen handler om den unge kvinde Anne, der opdager, at hun er gravid.
Som enlig mor på 20 år har hun ikke en chance for at gennemføre sit studium. Men abort er også ulovligt i datiden og kan straffes med fængsel.
Ser man bort fra abortforbuddet, underspiller filmen bevidst i sin periodeskildring, at den foregår i 1963. Det er ikke et kostumedrama med pigtrådsmusik og franskbrødsfrisurer – dette er en historie, der har gyldighed i går, i dag og i morgen.
Husker du Flora Ofelia, der sang »Du, Du, Du« i MGP 2015? Det er ikke til at tro, at det er den samme person som skuespilleren, der står i centrum af den danske storfilm »Du som er i himlen«. Historien, der er instrueret af spillefilmdebutanten Tea Lindeburg, kredser om en afgørende dag i den unge Lises liv, da hendes mor skal føde endnu et barn til familien.
Vi er i slutningen af 1800-tallet, hvor tilværelsen både er mere skrøbelig og mere robust, end den er i dag. Familien skælver ved visheden om, at en barnefødsel næppe er uproblematisk. Samtidig går tingene videre uanset, hvor hård fødslen bliver. »Når man har lagt ti børn, en far og en mor og en mand i graven, er der langt til tårerne,« siger farmoren, spillet af Lisbeth Dahl, til den unge Lise.
»Du som er i himlen« er en udpræget kvindefilm og et enormt gennembrud til Flora Ofelia Hoffman, der også gjorde det godt i DRs »Ulven kommer«.
