De første billeder i Julia Ducournaus brutale, kropsligt funderede horrorfilm, »Titane«, undrer mere, end de skræmmer. En sortmetallisk underside af en bil i fart. Asfalten suser forbi, oliedråber dirrer på glinsende overflader. På bilens bagsæde sidder en tiårig pige. Hun brummer højlydt som en bilmotor. Hendes far, på førersædet foran hende, forsøger med et forpint udtryk at ignorere hende. Pigen begynder at sparke på hans sæde. Da han forsøger at stoppe hende, snurrer bilen sideværts rundt og rammer autoværnet som en slaghammer.

Så følger den første af filmens mange scener, der vil skille vandene, men som er med til at gøre »Titane« til en overrumplende, visionær og følelsesladet oplevelse.