Et porøst lag af civilisation adskiller mennesket fra dyrene.

Tænk over dét!

Vi er formentlig aldrig mere end få timer fra det rene anarki. Populært sagt er det et spørgsmål om ni måltider – altså tre døgn – inden vi potentielt lever i en verden af massehysteri, optøjer og blodige magtkampe.

Bekymringer om AULA-spam, store bededags-afskaffelse og stigende flexrenter vil forsvinde med ét. Tilbage vil stå kampen for overlevelse og spørgsmålet om, hvor langt du ville gå for at sikre den for dig og dem, du elsker.

HBO-serien »The Last of Us« stikker springkniven ind i netop denne dystre problemstilling og skildrer en verden i ultimativt forfald. En verden, hvor grænserne mellem god og ond er udvisket.

En pandemi forårsaget af en bakteriel svampemutation inficerede milliarder af mennesker på alle kontinenter og forvandlede dem til regulære monstre, der dræber uden at tænke sig om. Myndighederne forsøgte først at holde uhyrerne stangen med hær og politi. Derefter begyndte de at bombe storbyerne i et håb om at standse smitten.

I det blødende stiksår af en verden – godt 20 år efter dommedag – møder den hærdede og kyniske Joel den humoristiske og optimistiske teenager Ellie. Hun er så vidt vides den eneste, der er blevet bidt af disse ikkezombies uden at blive til én af dem, og Joel får til opgave at fragte hende til en gruppe frihedskæmpere, så deres forskere kan undersøge hende.

For måske er hun lyset, der kan bryde mørket.

Åbningsafsnittet skuffer

Den postapokalyptiske setting og selve grundplottet er ikke videre originalt, men udførslen er udsøgt. Mindst ét niveau over genrekompagnonerne »The Walking Dead«, der overlevede i 11. sæsoner, og Stephen Kings »The Stand«, der uddøde efter en enkelt.

Det skulle man ellers ikke tro efter et skuffende åbningsafsnit af »The Last of Us«, der bærer al for meget præg af at være netop en prolog, med adskillige hakkende begyndelser og gennemsnitligt skuespil.

Men så finder serieskaberne og skuespillerne deres rytme, scene for scene, afsnit for afsnit. Det, der først og fremmest holder »The Last of Us« i live, er Joel og Ellie, der spilles af de fremragende Pedro Pascal og Bella Ramsey. Emmy-komiteen kan i og for sig allerede sætte kryds ud for deres navne.

»Game of Thrones«-fans vil kunne genkende dem begge: Pascal spillede flamboyante Oberyn Martell, mens Ramsey var den unge pige, der stjal samtlige scener, hun var en del af, som den rapkæftede Lady Mormont i sæson seks.

Her spiller Pascal – som vi også kender fra titelrollen i »The Mandalorian« – det modsatte af flamboyant, men med lige så stor effekt, mens Bella Ramsey kun er blevet bedre siden »Game of Thrones«-tiden.

Hun er faktisk intet mindre end uimodståelig med flammer i øjnene, bumser i panden og en naturlig, kraftfuld tilgang til skuespillet a la en ung Al Pacino. Blot mindre råbende. Lykkeligvis.

Der opstår selvsagt et far-datter-forhold mellem de to, men deres personlige udvikling både overrasker, fryder, forfærder og giver mening. Intet skal afsløres her.

En usandsynlig romance

Helt i tidens ånd er »The Last of Us« en ægte slow burner. På trods af at kameraet er håndholdt i praktisk talt hver eneste scene, er der en ro og eftertænksomhed i skildringen af den fortabte verden og de ødelagte mennesker.

Overraskende nok fylder actionscenerne og uhyggen mindre, end man skulle tro, og i hvert afsnit forkæles seeren med underfundige scener – som en lang, smuk ridetur i en klassisk cirkuskarrusel, mens en forlystelsesparkudgave af The Cures »Just Like Heaven« i baggrunden skaber en stemning af magisk realisme.

Afsnit tre skiller sig i særdeleshed ud, da vi her følger en usandsynlig romance mellem to mænd, der ved første øjekast ikke har meget med hovedplottet at gøre.

Men det ender med at være et af de afsnit, der vil sætte sig som en bittersød torn i seerens hjerte for altid. Og mandebjørnskærlighedsaffæren er langtfra blot et billigt trick for at klemme en woke dagsorden ind i »The Last of Us«. I stedet er det i sig selv en fuldbragt kortfilm, der sætter nye standarder for emotionel spændvidde i genren.

Navnlig gæstestjernen Nick Offerman tilføjer serien gravitas i dette afsnit som en »prepper«, der efter adskillige år i sit eget selskab efter det verdensomspændende sammenbrud endelig oplever livets glæder.

To kunstnere, et værk

Det er et par markante herrer, der står bag tv-serien.

Den ene – Craig Mazin – er skaberen af den suveræne miniserie »Chernobyl«, der i 2019 fik millioner af mennesker til at vende blikket og tankerne mod Ukraine, tre år før krigen. Hans dokumentaristiske stil og den rå, upolerede tilgang til skildringen af forfærdelige begivenheder er godt nok nedtonet en anelse i »The Last of US«, men lever stadig videre her.

Den anden serieskaber er naturligvis Neil Druckmann, der måske ikke er så kendt inden for serie- og filmbranchen. Inden for spilproduktion er han dog en vaskeægte superstjerne. Han var spilinstruktør, designer og forfatter til de to »The Last of Us«-spil, der danner grundlag for HBO-serien. To spil, der med rette kan ses som en slags »The Godfather« inden for PlayStation-udgivelser.

Når man spiller et actionspil er selve gameplayet – oplevelsen af at spille – i hovedsædet, Men Druckmann har med både »The Last of Us«-serien og nyklassikeren »Uncharted 4« bevist, at man godt kan skabe et fremragende gameplay, samtidig med at der bliver fortalt en historie i filmisk verdensklasse.

Lykkeligvis har det meste af Druckmanns fortællemæssige magi overlevet transformationen fra spillekonsol til serieformat, og serien udgør på sin vis det endelige brud med den forbandelse, der har forfulgt »spilmatiseringer« gennem det seneste par årtier.

Adskillige af computerspillets stærkeste scener er omsat én-til-én og klip for klip til tv-serien … og resultatet er det bedste genren har budt på i mange, mange år.

»The Last of Us«
Amerikansk tv-serie. HBO Max, 9 episoder. Skabt af Neil Druckmann og Craig Mazin. Medvirkende: Pedro Pascal og Bella Ramsey m.fl. Premiere 16. januar.