1990ernes vredeste kvinde havde al grund i verden til at være så vred

Mediekommentar: Dokumentaren »Jagged« hiver Alanis Morissettes bagkatalog op på det niveau, hvor det hele tiden har hørt til. Og tilføjer et skrækkapitel til historien om unge piger i musikbranchen.

Da rulleteksterne tid sidst løber over skærmen til sangen »Head Over Feet«, står det klart, at Alanis Morissettes album »Jagged Little Pill« fortjener en noget mere markant plads i musikhistorien, end det hidtil har haft. SUZANNE CORDEIRO

Andet afsnit af dokumentarserien »Music Box« på HBO er lige dele storslået og hårrejsende. Det er en minutiøs gennemgang af Alanis Morissettes karriere fra barnestjerne på canadisk tv til verdenskendt musikidol på turné – med Radiohead som opvarmningsband.

Og det har ikke været en rejse uden skår i glæden. Alanis Morissette har nemlig været udsat for nogle af de samme uhyrligheder, vi tidligere har hørt om fra de sene nattetimer i musikstudierne, blandt andet i dokumentaren »Surviving R. Kelly«. Om voksne, magtfulde mænd i musikbranchen, der forgriber sig på unge, håbefulde sangerinder.