For tv-serier er der en hårfin grænse mellem at være mystisk på en spændende måde, så man simpelthen bliver nødt til at se næste afsnit for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen – og så at være mystisk på en så forvrøvlet måde, at man i løbet af få afsnit mister enhver form for interesse for skidtet.

Den nye danske Netflix-serie »Chosen« står lige på den grænse. Og tager så bussen syv stop i den helt forkerte retning.

Sci-fi møder coming-of-age-drama

»Chosen« er en blanding af science fiction-spænding og coming-of-age-drama, og det kunne jo sagtens have været en god idé. Noget lignende lykkedes eksempelvis fint i den norske Netflix-serie »Ragnarok«, men her går det i næsten spektakulær grad galt.

Nå, vi befinder os i den anonyme provinsby Middelbo (thi Udkantsdanmark er så hot i danske tv-serier, at det er lige før, man savner en serie med nogle fra den kreative klasse, der bor på Vesterbro … men det er en anden historie). Middelbos eneste claim to fame er et enormt krater, hvor en meteor landede for 17 år siden. Eller gjorde det?

Teenageren Emma (Malaika Mosendane) finder ud af, at den meteorsten, der er udstillet på meteormuseet, vist slet ikke er en meteorsten, og kommer i kontakt med en lille gruppe unge, der tror, at ikke alt i Middelbo er, som det ser ud.

»Den her by har hemmeligheder. Vi vil bare gerne afsløre dem,« konstaterer gruppens anfører, Mads (Albert Rudbeck Lindhardt).

En anden af gruppens medlemmer, Marie (Andrea Heick Gadeberg) fortæller i øvrigt, at hun er 99 procent vampyr, hun drikker dog ikke blod. Det virker som en noget umotiveret oplysning, og den får da heller ikke rigtig betydning for handlingen.

Til gengæld fortæller Marie lidt senere Emma, at hun ikke fortæller folk, at hun er vampyr – til trods for, at hun lige har fortalt det til fem mennesker, hvoraf fire af dem tydeligvis havde hørt det før. Og her er vi fremme ved af en »Chosen«’s ret mange problemer. Temmelig mange replikker virker, som om de er skrevet ved at sætte tilfældige ord lige så tilfældigt sammen.

En mystisk biologilærer

Allerede i afsnit to når man til et punkt, hvor man – vurderer jeg – primært hænger på, fordi man har lovet sin redaktør at anmelde hele serien. Ellers var man stået af, fordi man overhovedet ikke bliver inviteret ind i handlingen, og fordi det hele virker mere og mere underligt. Og ikke på den pirrende eller interessante måde.

For eksempel er der noget mystisk ved Emmas biologilærer. Han inviterer hende hjem til sig. DET skal hun ikke have noget af. Men lidt efter tager hun alligevel hjem til ham. Hvorefter han beder hende om at gå. Emma vender dog tilbage en aften, fordi hun synes, at der er noget mystisk ved ham læreren. Han opdager hende udenfor og inviterer hende indenfor. Hvor han fortæller, at hun ikke skal »rende rundt derude«.

Nogle mystiske svampe

Det er efterhånden ret svært at regne ud, om læreren helt lavpraktisk gerne vil have, at Emma er der eller ej, men så holder han hende fast med magt! Men bliver forstyrret af en eller anden dude i noget lædertøj, der kan bevæge sig superhurtigt. Han er en art rumvæsen, viser det sig senere. Nå, men biologilæreren og rumvæsenet slåsser lidt, og biologilæreren slår i samme festlige anledning Emma ud. Hun bliver slæbt ned i en kælder, som er fyldt med mystiske svampe.

Vi finder aldrig ud af, hvad de der svampe er, og hvad de skal gøre godt for, men det har vi heller ikke tid til at finde ud af, for nu mosler biologilæreren – som nu også ligner et rumvæsen – en glaskugle ind i nakken på Emma. Hvorefter han begår selvmord. Netop som ham den superhurtige fyr kommer igen. Han lader dog Emma gå. Emma går hjem og dyrker sex med vampyr-Marie. Som man jo gør, når man netop har været døden nær i mødet med to rumvæsener.

Hvad skal de ledninger?

Hvis du synes, at det her lyder helt sort, så er du simpelthen ikke i målgruppen til »Chosen«, for den arbejder tilsyneladende som bevidste virkemidler med total mangel på logik, handlingstråde, der aldrig bliver ført til dørs, og personer, der opfører sig larmende irrationelt.

Blandt mine favoritscener er især to: Èn, hvor ham der det hurtige rumvæsen hiver nogle ledninger ud af ryggen på sig selv. Det ser vældig smertefuldt ud, så der må være en god grund til, at han gør det. Den får vi dog aldrig, og vi finder aldrig ud af, hvad de der ledninger skal, og hvorfor de skulle hives ud.

Den superhemmelige harddisk

En anden favoritscene er i andet afsnit, hvor Emma under stor dramatik stjæler en superhemmelig harddisk med superhemmelige oplysninger. Hvorefter hun prompte glemmer den på et cafeteria. Her finder Marie den og smider den i vandet. Hvorfor, spørger du? Aner det ikke, det siger Marie aldrig noget om. Ligesom Emma aldrig klapper sig på lommerne og siger »hov, for søren, jeg glemte den superhemmelige harddisk med de superhemmelige oplysninger«. Hun nævner faktisk aldrig den åndssvage harddisk igen.

Og sådan er det hele vejen igennem. Skaberne af serien stod også bag »The Rain«, der ligeledes ligger på Netflix, og den blev af mange anmeldere kritiseret for sin mangel på logik. »The Rain« udmærkede sig dog ved at være nogenlunde spændende meget af tiden, men det er »Chosen« heller ikke. Det fremgår faktisk aldrig rigtigt, hvad projektet er. Altså, hvad er Emmas mission sådan helt præcis? Hvad er det for et problem, hun skal løse? Og hvorfor rager det os?

Når man tænker på, at Netflix dagligt må modtage bunker af pitches til nye tv-serier, er det decideret besynderligt, at »Chosen« er sluppet gennem nåleøjet.

»Chosen«. Science fiction, seks afsnit af 41-49 minutter. Serieskabere: Jannik Tai Mosholt, Kaspar Munk, Christian Potalivo. Med: Malaika Mosendane, Andrea Heick Gadeberg, Andreas Dittmer, Albert Rudbeck Lindhardt, Mohamed Djeziri m.fl. Ude på Netflix 27. januar