Sjusket rapport fra Velfærdskommissionen

Velfærdskommissionens arbejde har manglet ledelse. Den endelige rapport fremstår som et stykke ufærdigt arbejde fyldt med sjusk. Stave- og sætningsfejl og gentagelse på gentagelseviser yderligere, at der nærmest har været tale om et sammenbrud i kommissionens arbejde. Velfærdskommissionen har slået et større projekt op, end den magtede at afslutte i den endelige rapport.

Velfærdskommissionens endelige rapport på næsten 1.000 sider var desværre et ufærdigt arbejde. Den væsentligste årsag hertil er efter min opfattelse, at kommissionen dels har brugt uforholdsmæssig lang tid og kræfter på 1.000-årige fremskrivninger og hertil knyttede tidståger, og dels har slået et så omfattende projekt op, at det ikke er lykkedes at fuldende det. Kort sagt: der har manglet ledelse af kommissionens arbejde.

Dette kommer allerede til udtryk ved, at det 1.000-årige perspektiv, der dominerede kommissionens første udgivelse, er forladt i den endelige rapport. Og i en sådan grad at det kun er perioden frem til 2040, der indgår med vægt. Hovedproblemet med den 1.000-årige tidshorisont kombineret med de øvrige basale forudsætninger i det 1.000-årige forløb: stærkt stigende levealder i indeværende århundrede, men trods dette uændrede tilbagetrækningsaldre i relation til efterløn og folkepension, var, at dette forledte kommissionen til ganske at overdrive det finanspolitiske holdbarhedsproblem.

Selv om det trods flere forsøg ikke er lykkedes at få fremlagt de beregninger, jeg i denne sammenhæng har efterlyst, er der i den endelige rapports kapitel 7 vist resultater, der til fulde bekræfter dette. Der redegøres således for de samfundsøkonomiske konsekvenser, bl.a. i relation til de offentlige finanser, af den af Velfærdskommissionen foreslåede udfasning af efterlønnen og for den foreslåede levetidsindeksering af folkepensionsalderen (med 1 måned pr. år fra 2013). Og det vises, at dette betyder, at der mindst vil være et overskud på de offentlige finanser på 1 pct. af BNP i hvert eneste år frem til og med 2040. Heraf følger, at det offentlige i 2040 vil have såvel reale aktiver (i omegnen af 30 pct. af BNP) samt finansielle aktiver af et ikke ubetydeligt omfang. Så det er altså mere end rigeligt til at sikre finanspolitisk holdbarhed.

Velfærdskommissionen viser i kapitel 7 også, hvad der bliver følgen, hvis det alene er aldersgrænserne for såvel efterløn som folkepension, der løftes. Med andre ord bevares den nuværende efterlønsordning i dette eksperiment med den modifikation, at aldersgrænserne på 60 og 62 år justeres i samme takt som folkepensionsalderen på 65 år.

Velfærdskommissionen viser, at hvis disse aldersgrænser øges med to en halv måned pr. år fra 2013, vil der stadig være overskud på de offentlige finanser i alle år frem til 2040. Og også i dette tilfælde vil den offentlige sektor have betydelige reale aktiver, men også finansielle aktiver opgjort netto i 2040. Så også med dette forslag er der mere end finanspolitisk holdbarhed.

På ovenstående baggrund må jeg derfor konkludere, at det er tilstrækkeligt at øge tilbagetrækningsaldrene og justere noget i efterlønnen (f.eks. længere optjeningsperiode) for at sikre finanspolitisk holdbarhed i hvert fald frem til 2040. Noget andet er, om det er finanspolitisk holdbarhed, der i sig selv skal være styrende for den økonomiske politik. Det bør ikke være tilfældet, idet finanspolitisk holdbarhed kun kan være en nødvendig forudsætning, og ikke en tilstrækkelig forudsætning, i en bedømmelse af den førte økonomiske politik. Det følger af ovenstående, at det også efter min mening er helt væsentligt at forhøje folkepensionsaldersgrænsen i takt med stigende levetid. Det ville være absurd, hvis vi alene reserverede mulighederne til konsolidering og udbygning af den offentlige velfærd til en længere pensionisttilværelse. Derfor bliver en af de helt afgørende opgaver at få befolkningens tilslutning til, at vi allerede nu bør beslutte at justere folkepensionsalderen i takt med udviklingen i levetiden, så der kan gives et langt varsel. Velfærdskommissionen forslag er også i overensstemmelse hermed, idet stigningen i folkepensionsalderen først foreslås gennemført fra 2013. En anden og også kraftigere indfasning bør overvejes, idet pensionsalderen først når op på 67 år og 4 måneder i 2040 i henhold til kommissionens forslag.

Diskussionen om justeringer af folkepensionsalder og også efterlønsordningen bør generelt ses i sammenhæng med, at det er ønskeligt, at der bliver langt større fleksibilitet i det aldersinterval, hvor arbejdsmarkedet typisk forlades. Nogle magter ikke længere at være på arbejdsmarkedet, andre kan bidrage på deltid fordelt på den ene eller anden måde, og atter andre ønsker fuldt ud at fortsætte. Det er efter min opfattelse vigtigt, at diskussionen om stigende folkepensionsalder og justeringer af efterlønsordningen sker inden for rammerne af en generel model for fleksibel tilbagetrækning grundet kombinationen af længere levetid, bedre helbred og større krav fra arbejdsmarkedet i årene fremover.

I tilknytning til ovenstående bør det være en central opgave at udforme rammer, der gør det såvel sjovere som mindre nedslidende at være på arbejdsmarkedet. Alt for ofte udtrykkes det desværre, at livet først igen bliver godt og kan leves fuldt ud, når arbejdsmarkedet er forladt for stedse. Det er måske uundgåeligt for nogle og i visse jobfunktioner, men der bør gøres en målrettet indsats for, at antallet af disse tilfælde minimeres. For vi skal vel helst leve livet - mens vi har det - også i arbejdsmarkedsperioden.

Velfærdskommissionen har desværre ikke engang givet en korrekt fremstilling af deres eget forslag til efterlønsreform. Det anføres således ikke blot i hovedrapporten på næsten 1.000 sider, men også i den sammenfattende korte udgave heraf, at aldersgrænserne på 60 og 62 år i efterlønsordningen foreslås øget med 4 måneder pr. år fra og med 2009. Det er ikke korrekt. Hvis tilgangen til efterlønsordningen som påstået først stopper i 2028, skal disse aldersgrænser kun øges med 4 måneder pr. 15 måneder (1 år og 1 kvartal) fra og med 2009. Hvis det imidlertid lægges til grund, at disse aldersgrænser øges med 4 måneder pr. år fra og med 2009, stopper tilgangen til efterlønsordningen i 2022. Det er ikke muligt for udenforstående at afgøre, hvad den korrekte udlægning er. Og tilsyneladende har kommissionens egne medlemmer ikke engang vidst, hvad de selv har foreslået eller baseret de hertil knyttede beregninger på.

Den manglende gennemarbejdning af kommissionens rapport viser sig også i andre ukorrekte påstande m.v. I kapitel 1 anføres eksempelvis: »Da modtagere af efterløn desuden ikke har dårligere helbred end personer, der fortsætter med at arbejde i stedet for at trække sig tilbage, må man komme frem til den konklusion, at andre velfærdsydelser er langt vigtigere at bevare end efterlønsordningen.«Det er stærkt kritisabelt, at en så krænkende og forkert påstand kan anføres i en udredning fra en officiel kommission. Jeg er opmærksom på, at denne påstand senere gennemhulles af kommissionen selv. Men en så krænkende og forkert påstand bør ikke indgå i en officiel udregning - uanset ytringsfrihed. Og det bliver ikke bedre af, at den er anført i udredningens kapitel 1, som mange måske nøjes med at læse.

Toppunktet af sjusk nås dog i kapitel 8, hvor et afsnit med overskriften: »Virksomhedernes medansvar for en forbedret integration« er tom. Mon der heraf kan sluttes, at kommissionen mener, at virksomhederne ikke har noget medansvar?

Ovenstående kombineret med de mange stave- og sætningsfejl samt med gentagelse på gentagelse viser vel yderligere, at der nærmest har været tale om et sammenbrud i kommissionens arbejde grundet manglende ledelse - for det er vel svært at henvise til manglende ressourcer i dette tilfælde.

Det er således vanskeligt at undgå at konkludere, at Velfærdskommissionen har slået et meget større projekt op, end den magtede at afslutte i den endelige rapport. Denne konklusion bør dog ikke føre til, at debatten og initiativerne til at befæste grundlaget for det danske velfærdssamfund stoppes eller sættes på vågeblus, ligesom de positive bidrag fra Velfærdskommissionens arbejde ikke bør overses.

Grundlaget for denne kronik er udbygget i artiklen: Velfærdskommissionens slutrapport, der ligger på adressen: www.sam.sdu.dk/ansat/chr under cv.