SF har sendt S et hemmeligt tilbud

To måneder før kommunalvalget i København afslører Frank Jensen (S), at SF har sendt ham et tilbud om, at han kan blive overborgmester, hvis han vil opfylde en række SF-krav.

Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og Frank Jensen (S) kæmper om overborgmesterposten i København. Men bag kulisserne har SF forsøgt en handel med S. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen.
Kampen om overborgmesterposten i København mellem S og SF tager nu en helt ny drejning. Efter SFs spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Bo Asmus Kjeldgaard, i gårsdagens udgave af Berlingske Tidende sprang ud som fuldtonet overborgmesterkandidat, afslører hans modkandidat, socialdemokraten Frank Jensen ,nu, at SF har sendt et hemmeligt tilbud til S.

Tilbuddet skulle angiveligt handle om, at Bo Asmus Kjeldgaard er klar til at servere overborgmesterposten på et sølvfad til Frank Jensen, hvis Frank Jensen til gengæld lover, at SF kan sætte sig på flere borgmesterposter i Københavns Borgerrepræsentation.

Vi har hørt, at Bo Asmus har tilbudt dig overborgmester-posten mod at få en opfyldt nogle ønsker om borgmesterposter til SF?

»Jeg er bekendt med, at formanden for SF i København har sendt en lang ønskeliste til Socialdemokratiets formand i København Jan Salling. Som jeg har forstået det fra SFs side, så er det et internt dokument, som vi skulle holde fortroligt. Og så længe det har den karakter, så ønsker jeg ikke at gå videre i min kommentar om det. Hvis SF ønsker at offentliggøre det, så har vi ikke nogen problemer med det,« siger Frank Jensen.

Er det et tilbud, som du har takket nej til?

»Jeg vil sige det sådan, at vi kom ikke til en realitetsdrøftelse af det papir, og længere er den sådan set ikke. Det er et SF-dokument, som jeg har læst, ja, og jeg har forstået på SF, at det var fortroligt, og det holder jeg mig til. Men hvis SF ønsker at offentliggøre det, så vil jeg gerne kommentere på det. Men jeg kan fortælle dig, at papiret med ønskerne indeholder mere, end det du her har sagt,« siger Frank Jensen uden dog at ville fortælle, hvor mange borgmesterposter SF har krævet ud af de syv, der er i Københavns Kommune.

SFs spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard har haft mulighed for at kommentere oplysningerne, men kunne i går ikke afse tid til det.

Hans kandidatur til overborgmesterposten har ikke bare trukket spor på rådhuset i København, men også landspolitisk har det vist sig at skabe debat. SF står stærkt i hovedstaden, og Berlingske erfarer, at SF-ledelsen de seneste måneder har lagt pres på Bo Asmus Kjeldgaard for, at han ikke skulle melde sig som overborgmester.

De unge socialdemokrater i DSU mener også, at SF nu underminerer S-SF alliancen ved at forsøge at bryde socialdemokraternes hundrede år lange dominans i København.

»Villy Søvndal må få styr på sine folk, og jeg mener, at der er grund til at være nervøs for SF på Christiansborg, fordi de har sådan nogle ustabile mennesker rendende rundt,« siger DSU-formand, Peter Hummelgaard Thomsen.