SF-borgmester sættes under administration

Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) sættes under administration. Et politisk flertal på Rådhuset vil hyre et eksternt revisionsfirma, som skal kigge Børne- og Ungdomsforvaltningen efter i kortene.

Bo Asmus Kjeldgaard (SF) sættes under administration. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pelle Rink / Scanpix
Et politisk flertal i Københavns magtfulde økonomiudvalg har mistet tålmodigheden med den økonomiske genopretning af Børne- og Ungdomsforvaltningen og vil sætte den ansvarlige SF-borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, under administration.

Fremover skal et eksternt revisionsfirma kigge borgmesteren og forvaltningen efter i kortene for at sikre, at der bliver strammet op på økonomistyringen på først og fremmest børneområdet, som gentagne gange er blevet reddet af ekstraordinære tillægsbevillinger i millionklassen. Det har været nødvendigt for at kommunen har været i stand til at overholde pasningsgarantien til de københavnske forældre.

Bag den dramatiske beslutning står alle partiet uden om SF, erfarer berlingske.dk. Partierne stiller samtidig fire nye krav, som Børne- og Ungdomsforvaltningen skal opfylde – under kontrol af eksterne revisorer:

Forvaltningen skal opgøre hvor mange børn, der egentlig benytter de enkelte institutioner, og lægge en plan for, hvordan kapacitetsudnyttelsen kan forbedres. Derudover skal der laves en plan for nye og større institutioner, som med et udvidet antal kvadratmetre akut kan modtage ekstra børn, hvis behovet opstår.

Dyre institutionspladser
Som omtalt i Berlingske Tidende i dag er Københavns store andel af små institutioner til omkring 20 børn en væsentlig del af forklaringen på, at en daginstitutionsplads i Københavns Kommune koster 52.954 kr., mens gennemsnittet for de andre større byer Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers er 29.559 kr.

De eksterne revisorer skal også kontrollere, at Børne og Ungdomsforvaltningen udarbejder og gennemfører en handlingsplan, som sikrer, at budgettet for i år bliver overholdt uden serviceforringelser. Endelig skal Bo Asmus Kjeldgaards embedsmænd også gøre regnskaberne for de enkelte institutioner endeligt op, så det bliver klart for politikerne, hvor mange penge de enkelte institutioner eventuelt har sparet op.

For en uge siden vandt pasningsområdet en ekstrabevilling på 277 mio. kr., mens der i slutningen af februar blev givet 127 mio. kr. ekstra til børnepasning, så kommunen kunne oprette mellem 600 og 800 nye institutionspladser. De pladser manglede kommunen akut, fordi der for andet år i træk var begået en regnefejl for antallet af institutionsbørn i kommunen.