Det gør ondt »blot« at give fire stjerner til en sæson af superserien »Sherlock«. For vi plejer at ligge en eller to højere. Denne serie har nemlig revitaliseret den alt for udbredte og ofte skabelonskårne krimigenre. Der har været ikke blot scener, men hele afsnit og sæsoner, der har været nyskabende og skelsættende for dramaer på TV. Uhyre velproduceret og velspillet. Gennemtænkt ud over det sædvanlige.
Et af de tre afsnit i denne sæson er dog yderst seværdigt. Det er det mellemste, der hedder »The Lying Detective« og handler om den mildt sagt særegne seriemorder, rigmand og berømthed Culverton Smith. Han bliver spillet af erfarne Toby Jones, der – selv om rollerne er helt forskellige – skaber en lige så mindeværdig nemesis til Sherlock, som Lars Mikkelsen gjorde i tredje sæson med sin stoiske og skræmmende Charles Augustus Magnussen. Toby Jones er langt mere manisk, uforudsigelig og helt igennem klam i sin portrættering. Det er derfor, afsnittet er i topklasse: Sherlock i skikkelse af den stadig stjernegode Benedict Cumberbatch stråler endnu klarere, når han er oppe mod en værdig modstander/medspiller. Selve afsnittet er velkonstrueret, overraskende og skrevet med en kærlighed til både forlægget og en forståelse for det nyskabende og det dristige. Særligt scenerne på hospitalet, der er seriemorderens personlige jagtmark, fungerer fremragende. Man frygter på flere planer for Sherlocks skæbne, for han kæmper både mod en dæmonisk dræber og egne dræbende dæmoner. Alle – selv folk, der ikke følger »Sherlock« normalt – bør se og vil finde nydelse og underholdning i topklasse i dette afsnit.
Det var dog også nødvendigt med et stærkt midterafsnit, for i både første og tredje afsnit afslører serien lidt af sin metaltræthed. Selv om »Sherlock« aldrig bliver direkte dårligt, har vi efterhånden set, hvad englænderne har at byde på både med hensyn til kameratricks, vanvittigt hurtig dialog, smarte krydsklip og slutninger, der (igen-igen) vender hele handlingen på hovedet. Sæsonåbneren »The Six Thatchers« lider i den grad af et tempo, der selv for »Sherlock« er febrilsk, og det virker i de første 45 minutter som om, at producerne har for travlt med at byde nye seere indenfor ved at lade Sherlock lynløse et par »letgennemskuelige« mysterier. Desværre er selve »hovedmysteriet« i afsnittet ikke voldsomt interessant, og vi står tilbage med det måske svageste »Sherlock«-afsnit indtil videre. Sæsonafslutningen er bedre, men også det har sine problemer. Ikke mindst at plottet virker fortænkt, og at producerne gør lidt for meget for at overgå tidligere bedrifter frem for at fortælle den gode historie, som det som nævnt lykkedes i afsnit to med Toby Jones’ seriemorder.
Et gennemgående eksempel på, at serieskaberne forsøger at overgå sig selv, er selve Sherlocks deduktionsevner. De er gået fra at være overmenneskelige til at være direkte overnaturlige. Seriens stærkeste aktiv bliver med andre ord reduceret til en art »deus ex machina«, når Benedict Cumberbatchs karakter begynder at forudse fremtiden i uhyrlig detaljeret grad. Der er ingen tvivl om, at seriens største fans vil elske den komplekse afslutning og de mange referencer til tidligere afsnit. Men mindre entusiastiske fans vil måske stå af her.
Hvad: »Sherlock«, sæson 4, afsnit 1-3.
Hvem: Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Martin Freeman.
Hvor: Vist på BBC. Alle afsnit kan nu streames via Netflix.
