Da »Stranger Things« landede på Netflix forrige sommer, var det uden den store fanfare eller forskræp. Men der gik ikke længe, før den blev et af streamingtjenestens største hits, og da året var omme, blev den flere steder udråbt som en af årets bedste nye TV-serier.
Og med god grund. Første sæson af »Stranger Things« var et både charmerende og totalt gennemført 1980er-trip, der på veloplagt vis blandede årtiets eventyr-, sci-fi- og horror-æstetik - tænk Steven Spielberg og Stephen King - med elementer af John Hughes’ elskelige ungdomsfilm fra samme årti. Et eksempel på det, man kunne kalde algoritmisk TV, der var som designet til at trykke på alle de rigtige knapper hos både Generation X og Y.
Det, der imidlertid gjorde serien til mere end blot et kærligt nostalgi-trip, var dels det unge vel-castede ensemble, dels Duffer-brødrenes elementært spændende manuskript og ferme instruktion, der gav enterprisen den nødvendige emotionelle klangbund og tyngde.
Forventningerne til sæson 2 har derfor været temmeligt høje, men heldigvis ryster Duffer-brødrene ikke på hånden. Tværtimod. Sæson-premieren er en sand fryd at kaste sig over og samler på overlegen vis både alle de mange tråde op fra sæson 1 og sætter samtidig et par nye nervepirrende skibe i søen.
Vi er tilbage i lillebyen Hawkins et år efter første sæsons gruopvækkende begivenheder, der stadig kaster lange skygger ind i vore heltes liv. Det er igen blevet halloween-tid, og den splejsede knægt Will, er begyndt at opleve en række uhyggelige episoder, hvor han kastes tilbage til The Upside Down - virkelighedens onde vrangbillede.
Vennen Mike bruger sine aftener på at prøve at få radiokontakt til den overnaturlige El, der måske/måske ikke døde i sæson 1, mens Barbs forældre lever i fornægtelse over deres teenagedatters død og nu sætter deres lid til en tvivlsom privatdetektiv.
Det kunne hurtigt fortabe sig i ren traume-behandling, men Duffer-brødrenes kunststykke er, at de netop formår at balancere og kontrastere al gruen med ungdomslivets optimisme, uskyld, eventyrlyst og entusiasme. Med andre ord alt det gode, som er truet af den ondskab, der trænger sig på fra den anden dimension.
Noget af letheden kommer derudover fra det overflødighedshorn af popkulturelle referencer, som fortsat både bruges til at give universet liv og til at karakterisere de mange arketyper, der bebor det. Ligesom der leges frydefuldt med periodens klichéer i både lyd og klipning, så man igen husker, hvorfor grebene blev så populære til at starte med.
