Rytteriets julekalender: Jamen, den har vi da hørt!

Rytteriet spiller den lidt for sikkert i deres nye julekalender på DR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Deja-vu er navnet på den følelse, man får, når man er sikker på, at den nuværende oplevelse er en, man tidligere har haft. Deja-vu var følelsen, der fyldte hele mit sind, da jeg så de to første afsnit af »Rytteriets Julekalender«, der bliver sendt hver søndag i advent. For på skærmen var Bodil Jørgensen i glansrollen som »Mor til Trine«. Hun var der også som »Præsten«. Vi gik heller ikke glip af »John« og »Erik« og »Tulle« og »Else« og »Gunnar« og »Henry« og »Tage« og »Lis«, og hvad de ellers hedder, alle de sjove, men endimensionale figurer fra Rytteriet. Et gensyn med de skattede karakterer er på sin vis okay. Det store problem er, at idémændene bag serien – Rasmus Botoft og Martin Buch – ikke udnytter nogen af de gamle kendinge på en ny og original måde. Her er intet gennemtænkt og -arbejdet juleplot, der knytter karaktererne sammen eller tilføjer dem nye facetter. Her er ingen regulære overraskelser. Her er faktisk blot det, som følgere af Rytteriet har hørt og set på i årevis. Identiske sketch-skabeloner fra karakterer, der for to-tre-fire år siden var nyskabende, men siden har mistet kanten.

Men er der intet nyt? Jo. Først og fremmest foregår julekalenderen i et kulissehus, hvor vi mellem hver sketch skifter lokale. For at få skiftene til at virke en anelse mindre arbitrære, er Nis Bank-Mikkelsen den både hyggelige og skræmmende fortællenisse (der sjovt nok ligner Grinch). Desværre er der ingen tydelig rød tråd i linjerne, han ellers dygtigt fremfører, og jeg mistede interessen for de små pauser. Der er også et par helt nye sketches. Den ene er den svenske korleder »Gøran« (Martin Buch), der skælder ud på sine danske sangere, der nægter at synge de svenske tekster eller ændre salmernes ordlyd. Så stopper han dem og bander. Igen og igen. På svensk. En slags slapstick-udgave af Stig Helmer-figuren fra TV-serien »Riget«. Desværre ikke morsomt.

Bedre går det med den gamle gentleman »Lille Rikard« (Martin Buch), der fortæller virkeligt upassende, beskidte og racistiske jokes til tre ældre damer. Særligt i andet afsnit – vises næste søndag – kan I se frem til historien om hans mors velformede røv. Det er sjovt nok. Men det er ikke nyskabende komik, som hypnotisør-sketchen »Den Lille Gumpas« var det for år tilbage. Og »Lille Rikard« giver ikke Rytteriet-repertoiret noget, det ikke havde i forvejen.

Det er ærgerligt, at Botoft og Buch ikke benytter denne lejlighed – fire enestående juleafsnit med et tilsyneladende fint budget – til at tænke helt ud af boksen. Rytteriet har historisk set ikke været bange for at byde på dystre, absurde scener. Og i deres bedste stunder har de sat nye standarder for TV-komik her i landet. Men denne gang virker de tilfredse med blot at bringe mere af det, de ved, folk bryder sig om. Langt hen ad vejen føles det som standard-Rytteriet med julepynt i baggrunden og marcipan på bordet. Det gælder for komikken som alle andre kunstarter, at man skal turde tage chancer og gide udføre det hårde arbejde. Rytteriet er selvskrevet til dansk TVs Hall of Fame, men ikke på grund af denne julekalender.

Hvad: Rytteriets Julekalender
Hvor: Nyt afsnit hver søndag i advent kl. 21.00 på DR2. Kan streames fra dr.dk.
Instruktion: Peter Harton.
Medvirkende: Rasmus Botoft, Martin Buch, Nis Bank-Mikkelsen, Bodil Jørgensen.