Rita er tilbage: Skytsenglen for de enlige mødre

Mille Dinesens Rita er tilbage Fold sammen
Læs mere
Foto: TV2

Som barn gav min far mig ofte en pistol, tre patroner og besked på at skyde lige, hvem jeg ville. Både våben og ammunition var godt nok ren fantasi, for legen gik ud på at stå ved sin vrede uden at give efter for den og stikke en lammer til dem, der var provokerende.

I dag virker legen nærmest grotesk.  At acceptere sine egne dystre sider er totalt malplaceret i en tid, hvor vi helst skal udvise overskud og inkludere selv de mest modbydelige personer i vores omgangskreds.

Måske er det derfor, at jeg holder så meget af »Rita«, der gennem tre sæsoner har grædt og kæmpet og svigtet og være en helt almindelig enlig mor, der siger sin mening og gør sit bedste.  Og som samtidig evner at indrømme sine fejl og holde døren åben, når børnenes far en sjælden gang imellem svinger forbi med store armbevægelser og dårlige undskyldninger. Man kunne have lyst til at dedikere en patron til ham lige på stedet!

Seriens fjerde sæson, der begynder på TV2 i aften, starter med en udbrændt Rita, der slikker sine fyrings-sår med et job på den lokale grillbar, hvor der kun er 30 procent kød i bøffen men til gengæld 7,2 procent alkohol i guldøllen. Når hun har fri, ryger hun smøger hos datteren Molly, der lægger sofa til moderens sammenbrud.

I det hele taget virker Rita ret forlist, indtil hun bliver ansat på sin gamle skole, Bavnegårdsskolen i Lundsager, hvor inspektøren Bjarne (en velsmurt Ole Lemmeke) lugter elevflugt og  kommunale nedskæringer.

Snart er vores heltinde tilbage i et velkendt univers,  hvor nye konflikter med kommunens diagnosebørn og deres velmenende velfærdsforældre skimtes i horisonten. For slet ikke at glemme Ritas nye kollegapar, Kalinka og Niels, der konstant stikker deres lange pandehår og irriterende kostråd i hovedet på Mille Dinesens Rita, der til gengæld får nogle fantastiske replikker at skyde tilbage med.  Intet føles bedre end at være i opposition til de politiske korrekte.

Desværre giver Ritas velkendte rammer også anledning til en række flashbacks til 1985, hvor vores hovedperson rodede sig ud i en konflikt, der også kommer til at præge hendes nye år i Lundsager.  Det greb irriterer mig, fordi det postulerer, at den 13-årige Rita var lige så øretæveindbydende, provokerende, storrygende og nåh ja liderlig, som hun er som 45-årig.  Når vi (hader at) elske Rita, er det netop fordi vi tror på, at hendes alarmerende mangler og uperfekte personlighed skyldes de slag, hun har fået undervejs. Ikke at hun er født sådan.

I de bedste afsnit er »Rita« stadig forrygende fjernsyn, især for os, der mere eller  mindre har en 7/7-ordning  om børnene med os selv, og som står op til det hele hver eneste morgen – også når lysten og overskuddet mangler. Når man tænker på, hvor mange enlige forældre vi egentlig er, kan det undre, at karakteren føles så unik blandt TVs mange rollemodeller.

Men det gør Rita, ikke mindst takket være Mille Dinesen, og jeg tilgiver gerne flashbacks og halvkluntet humor, hvis hun og jeg kan få et par timer sammen, mens ungerne sover. Hvis de skulle vågne, ved de, at pistolen er ladt!