Altered Carbon
Sæson 1, TV-serie på Netflix med Joel Kinnaman og Martha Higareda. 10 afsnit er tilgængelige.
Hvis du er til bare bryster og bloddryppende science fiction a la 80erne og elskede samme epokes actionhelte, så er »Altered Carbon« den serie, du har ventet på. Hvis ikke vil den malplacerede humor, de konstant under- eller overbelyste scener, hoben af klicheer og den kiksede verdensopbygning irritere dig i en sådan grad, at du hurtigt vil klikke tilbage til hovedmenuen i Netflix og finde noget andet, finde noget bedre.
Lad os først opsummere plottet: 250 år før serien begynder, blev den sidste supersoldat fra en gruppe kaldet »Budbringerne« likvideret. Takeshi Kovacs hed han på halvt japansk, halvt russisk og helt bad ass’sk. Ved seriens begyndelse genfødes denne Kovacs i en ny krop. Dette hylster, som det kaldes i serien, er 190 cm højt, muskuløst og levendegjort af den svenske skuespiller Joel Kinnaman, som nogen måske endnu ikke har glemt fra den fire år gamle, flade reboot af »RoboCop«. Denne Kinnaman – hvis krop og talent for skuespil synes støbt af samme granitblok – skal man lige vænne sig til, for som nævnt i indledningen, så minder han mere om Dolph Lundgren end om nutidens mere komplekse actionhelte. Men dette er en del af seriens gennemgående stilvalg. Alt skal være lidt genkendeligt. Desværre grænser det genkendelige for ofte til genbrug.
Det samme gælder egentlig krimiplottet, der er seriens fortællemæssige hovedpulsåre: Det er rigmanden Bancroft, der har vækket Kovacs til live. Han håber, Kovacs kan opklare et mord for ham. Nemlig Bancrofts eget, hvilket ikke er helt så hjernevridende, som det lyder. Når serien kredser om denne mordgåde, er de farvestrålende afsnit seværdige og af og til opfindsomme. Men der er også mange og lange afstikkere til mindre vigtige plottråde omhandlende mindre spændende figurer, der trækker tempoet ud af sæsonen.
Nu bliver jeg lige urimelig et øjeblik og sammenligner Netflixs nye serie med en af 2017s bedste film overhovedet, »Blade Runner 2049«. På mange måder forsøger »Altered Carbon« at behandle mange af de samme temaer som Denis Villeneuves mesterlige fremtidsfilm. Ikke mindst science fiction-klassikeren: »hvad er et menneske?«. Men i stedet for det tålmodige og ypperlige filmiske håndværk, der får storfilmen til at vække eftertanke hos seereren, så skøjter »Altered Carbon« hen over overfladen og forfalder til at forklare gennem kluntet dialog i stedet for at vise os den dybere mening med menneskeheden.
»Altered Carbon« er desværre et halvtomt hylster.
