Klicheerne går op i flammer, når dragerne spyr ild

Dragerne i »Game of Thrones« er ikke som i andre film blot ildspyende dræbermaskiner. Det så man for alvor i denne sæsons femte afsnit, der er aldeles glimrende, men dog har fortællemæssige problemer.

Daenerys Targaryen rider på en af sine tre drager. Foto: HBO.
Læs mere
Fold sammen

Game of Thrones
Sæson 7, afsnit 5.
Amerikansk TV-serie, 56 minutter, kan streames fra HBO Nordic.

»Jeg kalder dem aldrig bæster. De er mine børn.«

Sådan siger dragedronningen Daenerys Targaryen i det glimrende femte afsnit af syvende sæson af »Game of Thrones« om sine enorme, ildspyende reptiler.

Også for vi tro følgere af serien er Rhaegal, Viserion og mægtige Drogon væsentlige individer i det enorme persongalleri. Ikke mindst oplever man historiens vingesus alene via deres navne, der er afledt af Daenerys’ første mand, Khal Drogo, og hendes afdøde brødre, Rhaegar og Viserys.

Og dette afsnit afslører, at dragerne har kløgt til langt mere end rollen som bodyguards eller krigsmaskiner: De sanser sammenhænge, som menneskene ikke selv ænser. Dét sker i en af seriens mere rørende scener, lige før Dany ytrer førnævnte ord.

Fantasy-kliché

På trods af den effektive skildring findes der vel næppe en større fantasy-kliche end netop drager. Fabeldyrerne har været beskrevet i historier og litteratur siden oldtiden i både Europa og Asien. Det er de europæiske varianter, som forfatter George R.R. Martin primært har ladet sig inspirere af i »Game of Thrones« – altså nære slægtninge til den den modbydelige og guldfikserede lindorm-lignende Smaug, som J.R.R. Tolkien vækkede til live i »Hobitten« fra 1939.

En drage, der har været kopieret utallige gange siden. Men i »Game of Thrones« føles både de levende døde, drager samt magi som noget originalt og friskt, fordi de enkelte elementer hverken vises for meget eller forklares til bunds. Tag for eksempel zombierne nord for The Wall. Vi ser dem kort i dette afsnit i en smuk scene, hvor Bran Stark bruger sine evner til at se gennem fugles øjne til at udspionere de døes hær. Disse hvide vandrere optager næsten ingen skærmtid (her blot 15-20 sekunder), men de fylder alt for den del af seriens hovedpersoner, der tør tro på dem.

Kniber med tempoet

Hvor mysteriet er intakt, når det gælder seriens elegante omgang med fantasy-klicheer, så kniber det lidt mere med tempoet helt generelt i denne syvende sæson. Igen har vi balladen med hovedpersoner, der teleporterer fra den ene ende af Westeros til den anden fra klip til klip, og det dræber en del seerens forståelse af tidslinjen.

I tidligere sæsoner kunne vi følge eksempelvis Arya Stark og Sandor Cleganes ridt fra slot til slot over adskillige afsnit. Det gav serien nerve og nærvær. Nu hopper Jaime Lannister fra slagmarken i The Reach til King’s Landing på et splitsekund. Der er altså omkring 760 fantasy-miles fra Highgarden og hjem til søster Cerseis seng.

Det virker desuden besynderlig, at dragedronningen ikke sender tropper efter Jaime og sir Bronn efter slaget i fjerde afsnit. Det er fuldt forståeligt, at HBO-producerne har fokus på at binde sløjfer på de største plottråde, men alt for meget går tabt i skyndingen.

Ubærlig ventetid

Når det så er sagt, så er samtlige hovedpersoner placeret i situationer, der gør ventetiden på de sidste to (ekstra lange) afsnit i denne sæson ubærlig.

Lad os håbe, at HBO har benyttet de ekstra minutter til at genskabe noget af roen og storheden i serien, så de menneskelige karakterer bliver lige så eventyrlige som dragerne og The White Walkers.