Julekalenderen som vi kender den

Fantasy, men ikke så meget fantasi. DR1s nye julekalender, »Den anden verden« ligner noget, vi har set før

Mens vi venter: Mor (Christine Albeck Børge) og tennagedøtrene (Fanny Bornedal og Caroline Vedel Larsen) i »Den anden verden«. Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere

Føles det ikke, som om man har set det hele før? Nu er det selvfølgelig lidt uretfærdigt - alt for uretfærdigt - at dømme DRs nye julekalendersatsning allerede efter det første afsnit. Den begavede læser kan hurtigt regne ud, at der er 23 afsnit endnu, før vi når til vejs ende. Men har »Den anden verden« noget, vi ikke har set tidligere? Noget, vi ikke husker fra en eller anden anden jul? Er der så meget »anden verden« over den, end den, vi kender? I hvert fald fra fjernsynet. Er det forkert at sige, at den foreløbig fuldt bevidst lægger sig pænt, nydeligt og lidt kedeligt i slipstrømmen på alle de andre julekalendere, der de senere år har skullet erobre ikke bare småbørn og deres tålmodige forældre, men hele familien som affyringsrampe for aftenens brede sendeflade? Herunder ikke mindst de tenenagere, som naturligvis selv er i centrum for handlingen. I »Den anden verden« er det teenagepigen Sara (en noget mut Caroline Vedel Larsen), komplet med tandbøjle og det hele, som dels skal manøvrere i en hverdag med fritidsteater og ulykkelig kærlighed og varm julehygge i parcelhuset på den ene side, og så det fantasyprægede parallelunivers på den anden side. Dét parallelunivers, som teenagere åbenbart er så vilde med, og som synes at være TV-stationers faste ramme for pakkekalenderfiktionen frem til juleaften.

Nogle af bagmændene, manuskriptforfatterne Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig samt instruktør Lars Kaalund, har da også tidligere penduleret frem og tilbage mellem normaldansk børnefamilierealisme og en eller anden form for paranormal virkelighed i »Mikkel og Guldkortet« og »Jesus og Josefine«. Så langt som en anden dimension på tilværelsen er vi ikke rigtig nået endnu, for indtil videre befinder vi os mest på familieteatret, hvor en af de søde, overbærende og kagebagende mødre, som befolker genren (Christine Albeck Børge), regerer med børneskuespillerne og med Lars Brygmann, som er seriens skøre professorscenograf og komiske indslag. Vi nærmer os dog hurtigt den eventyrverden, hvor Sara og hendes yngre søster (en livlig Fanny Bornedal) tilsynealdende skal lære noget om folkeeventyrenes overgangsriter fra barn til voksen, herunder at stiftebekendtskab med den svære kærlighed. Dansklærere vil elske det! I den forbindelse: Er det bare mig, der synes, det er lidt grænseoverskridende, når mor skal lære teenagedatteren at kysse, selv om det sker som led i en teateropsætning?

Vi må hellere finde en mand til mor inden juelaften, så hun slipper for alt for mange dialoger med den døde far (Christian Tafdrup). Det plejer at kunne lade sig gøre. Og så afsted til eventyrland. Sporene er lagt ud. Lad os håbe, at Sofie Gråbøl, der snart dukker op som eventyrets onde stedmoder, kan ruske lidt op i forudsigeligheden.

Hvad: »Den anden verden«, Familiejulekalenderen på DR1.
Manuskript: NIkolaj Scherfig, Bo Hr. Hansen og Lars Kaalund.
Instruktion: Lars Kaalund.
Hvor: DR1 kl. 19.30. Kan streames på dr.dk.