»Jeg kan sige lyde. Det ville virke fjollet, ikke?«

TV2 ZULU er klar til at sige farvel til distanceskabende ironi med den nye serie "Perfekte steder", der dog alligevel skaber afstand til seeren ved at være mere underlig end inderlig.

19BKUKULTUR-PERFEKTESTEDER-.jpg
Tobias (Gustav Dyejkær Giese) og Rose (Sara Hjort Ditlevsen) i et inderligt øjeblik – så langt er vi desværre ikke nået i løbet af de to første afsnit af »Pefekte steder«. Foto: Andreas Omvik/TV2
Læs mere
Fold sammen

Tv 2 Zulu har længe været kendt som drengerøvskanalen, men det skal åbenbart være slut nu. Farvel til »Sjit happens« og ironi i lårtykke stråler – og forhåbentlig ikke på gensyn. Med den norske hit-serie »SKAM« som bannerfører, er det nemlig heldigvis blevet tilladt at tage både livet og kærligheden alvorligt. Også selv om man endnu ikke er blevet låst fast i voksenlivets grå trivialiteter (læs: er blevet over 30).

De nye toner skulle have været spillet ind med bravour med serien »Perfekte steder«, skrevet og instrueret af komikeren Mikael Wulff. En serie, der fuldkommen ublu for- søger at hylde den rene, grænseløse ungdomsforelskelse, som den kun kan folde sig ud, inden voksenlivets alvor og forpligtelser lægger en dæmper på de åbne hjerter.

Desværre kommer serien dog også til i samme omgang om ikke at hylde så at udstille lidt for mange af den romantiske genres sværest omgængelige klicheer, ligesom den har det med at forveksle sludder og vrøvl med charmerende kejtethed.

Som da den alt for korrekte juradreng i jakkesæt møder den smukke Rose over en væltet cykel.

Hun: »Hvis jeg bliver stående, burde jeg i det mindste finde på noget at sige.«

Han: »Ja, det burde ikke være så svært.«

Hun: »Jeg kan sige lyde. Det ville virke fjollet, ikke? Umodent. Bip!«

Det er tydeligvis tænkt som charmerende og boheme-agtigt, men fremstår underligt konstrueret. Man må beundre ikke mindst Sara Hjort Ditlevsen (i denne scene og en del efterfølgende) for hendes evne til at tilføre sødme og personlighed til ord, der må ligge lidt kantet i munden. Hun har dog også den fordel, at hendes Rose er sådan en lidt skæv, småflippet type, der ikke rigtig har styr på noget.

Gustav Dyekjær Giese har straks sværere ved at få sin flotte, men også lidt stive træmand til at virke troværdig, når manuskriptet ikke ligefrem hjælper ham. Men også han har ansatser til oprør bag facaden. Mon ikke vi får det at se i kommende afsnit?

Det er forhåbentlig også der, vi får lov at fornemme både forelskelsen og den fabelagtige kemi de to imellem. Endnu er der lidt for lange udsigter til en oprigtig og troværdig for- elskelse, der kan tage seerne med den lovede storm.

Til gengæld fungerer det godt, at hvert afsnit foregår i realtid. 25 minutters nedslag i et halvt års forelskelse, fordelt på otte afsnit. Det giver fokus og plads til de pauser, hvor magien på sigt kan ske. Og netop i de pauser lykkes det faktisk at ramme noget rent. Som følelsen af at gå på må og få i gaderne i Indre By med ham/hende der, man lige har mødt på en bar. Den tøvende spænding i spørgsmålet »skal vi gå videre eller tilbage«, der indeholder al den forhåbning om noget, der endnu ikke er sat ord på.

Der er også flere scener mellem Rose og hendes veninder, der både er sjove og tankevækkende. Som da bramfrie MM åbner køleskabet og udbryder »Hvorfor har jeg så meget skyr? Jeg må holde op med at læse Eurowoman«.

Åh, hvor kan man håbe, at de kommende afsnit vil give de fremragende unge skuespillere mere af det. Flere ægte følelser, flere skarpe replikker, der faktisk giver mening. Sære sætninger og påtaget skørhed er faktisk lige så distanceskabende som de seneste tyve års alt for heftige brug af ironi. Og så er vi jo ligesom tilbage ved udgangspunktet. Så: Mere inderlighed, mindre underlighed – tak!

Perfekte steder

Instruktør Mikael Wulff. Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Sara Hjort Ditlevsen. TV2 ZULU. Nye afsnit hver tirsdag. Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit af i alt otte.