It makes no difference if you're black or white, if you're a boy or a girl

At være eller ikke være: Ny HBO-serie insisterer på at caste transkønnede i rollerne som transkønnede. Man vinder noget, taber andet.

Foto: PR HBO. Frigørelseskamp på dansegulvet: Angel (Indya Moore)  giver den gas i »Pose«.
Læs mere
Fold sammen

Skal en transkønnet nødvendigvis spilles af en transkønnet? Skal man selv være for at kunne illudere? Eller rettere: for overhovedet at måtte illudere?

Det er det spørgsmål, som trænger sig på i den amerikanske HBO-serie »Pose«. Den er sat på New Yorks ball-scene. Her fyrer sorte transkønnede og bøsser den af ved kultkonkurrencer, hvor det ikke bare handler om at give den som et andet køn, men også som andre klasser. Et eskapistisk selvrealiseringsprojekt, men også en ironisk, fabulous protestbevægelse i en sky af ghetto-bling for dem uden privilegier.

Serien begynder i 1987, da fænomenet snart skulle få indflydelse på mainstream-populærkulturen - med den poserende dans Vogue, annekteret af popstjernen Madonna, som et af eksemplerne.

Bag »Pose« står den indflydelsesrige serieskaber Ryan Murphy. Han er homoseksuel og har kontinuerligt brugt sin indflydelse til at fremme empatien med minoriteter, ikke mindst i highschool-serien »Glee«. Med »Pose« er vi dobbelt op på udfordringerne for seriens personer. Tag nu den transkønnede Blanca - sort, transkønnet, hiv-smittet. Alligevel har hun mod nok til at stifte sit eget »house«, en familie af afviste, der duellerer ved Ball-festerne. En af tilløberne er Damon, sort ciskønnet danser, som smides ud hjemmefra af sin bigotte familie. En anden den smukke transkønnede prostituerede Angel, der indleder en affære med en gift, hvid yuppie.

I forbindelse med seriens lancering har man slået på, at det er transkønnede skuespillere, der agerer transkønnede. Det kunne næppe lade sig gøre andet, sådan som politiske frigørelsesvinde blæser over USA. Men hvad man vinder i autenticitet og solidarisk troværdighed, taber man på andre fronter: »Pose« er firkantet spillet. Samtidig har den hele underteksten oppe i øjenhøjde og leverer konstant belærende slagord om undertrykkelse, der slår indad som mindreværd. Sympatisk? Ja. God dramatik? Nej.

Men serien udmærker sig ved et miljø - sorte homoseksuelles og transkønnedes historie - som er underbelyst: »Look around, everywhere you go is heartache«, som Madonna sang. Og den har kitschede kvaliteter, der undertiden får den til at minde om en 80er-musical - fra »Flashdance« til »Fame«.

»Pose«. HBO. Nye afsnit hver mandag.