»Heldigvis er folk på landet så dumme i TV-serier, at de hurtigt lader sig dupere af gratis grøntsager«

De oprindeligt interessante træk ved »Arvingerne« er for alvor begyndt at skære i øjne og ører.

Solveig (Lene Maria Christensen) har det ikke så godt, men får hjælp i nøden af Karin (Pernilla August) i næstsidste afsnit af "Arvingerne". Fot;: Per Arnesen. Fold sammen
Læs mere

Man kan beskylde den tredje sæson af »Arvingerne« for meget, og det har vi også gjort i vore løbende anmeldelser af episoderne af denne meget ujævne omgang af serien. Men man kan ikke beskylde den for at viderekolportere myten om kunstnere som værende særligt sensitive væsener.

Tag eksempelvis Gros (Trine Dyrholm) idé til et kunstværk, der indbefatter et lysbillede af afdøde Hannah kastet op på en træplade, mens hun selv skvulper rundt i et hjemmelavet soppebassin. Var det lige så gennemtænkt, når Hannas mor Solveig (Lene Maria Christensen) stadig går rundt på Grønnegården som vodkaholiseret Ophelia?
Solveig er jo som den eneste på den kulrede gård ikke »kommet videre« efter datterens dødsulykke, og selvfølgelig vader hun lige ind i Gros lille hjemmehappening. Den er svær at bortforklare.

Man begynder at forstå nabo Jensens hadske holdning til Grønnegårds-arvingerne. De har altid fremstået som en flok forkælede, selvcentrerede og verdensfjerne voksenbørn, men disse træk, der i seriens første år kunne virke interessevækkende, er begyndt at skære i ører og øjne. Og derfor føles seriens endeløse række af konfrontationer mere og mere uvedkommende.

Gratis grøntsager

Et af disse møder slår dog en slags gnist. Familiens tålmodige ven Kim (Peter Hesse Overgård) møder den nedbøjede Solveig i indkørslen, og kommer ikke udenom at spørge hende, hvordan det går (aldrig rart når man tydeligt kan se, at personen er forgræmmet af sorg).

»Det vigtigste er hvis man kan holde sammen når det er allerværst,« siger Kim spagt og ønsker sig langt væk.

Konflikten med landsbyen, hvis beboere er begyndt at smide sten gennem vinduerne, og vel sagtens snart står lynchningsparate foran hovedhuset med høtyve og fakler, er ude af kontrol. Og derfor må seriens evige mægler, Emil, træde til.

Heldigvis er folk på landet så dumme i TV-serier, at de hurtigt lader sig dupere af de gratis grøntsager, som Grønnegården deler ud på landsbymarkedet. Dermed er vi vel snart tilbage til status quo, hvor serien kan gå til ro i en slags afslutning, uden at man føler at handlingen har bevæget sig hverken frem eller tilbage.

Bedste replik snerres af den indebrændte Gårdmand Jensen (Peter Gantzler), da Gro forsøger at mægle: »Jeg skal pisse!«