Dokumentar om kropsaktivisme anno 2017 viser mere usikkerhed end egentlig aktivisme

DR Fold sammen
Læs mere

»Jeg skammer mig ikke, men det tror jeg, folk synes, jeg bør.«

Sådan starter dokumentaren om journalisten Ida, der er overvægtig. Den hedder ”Tykke Ida”, fordi den handler om Idas overvægtig og hendes kamp for at acceptere sig selv. Det er prisværdigt og vigtigt, fordi mange, særligt kvinder, har forskruede kropsidealer.

Man følger Idas hverdag; når hun henter tøj fra Asos, når hun mødes med veninder og elskere, i sit virke som journalist og når hun oplever fremmede, der kommenterer hendes udseende.

Ida kalder sig kropsaktivist og har i skrivende stund 6312 følgere på Instagram, som er hendes fortrukne medie. Her deler hun billeder af sig selv og betragtninger om at være tyk i et kropsfikseret samfund. Jeg har fulgt hende et stykke tid, og jeg undrer mig; min forventning om et ”fuck you” til gængse kropsidealer er ikke indfriet. I stedet har jeg oplevet en skrøbelig kvinde, der bruger Instagram som en bekræftelsesklub, hvor følgere får lov at pumpe selvtillid i hinanden og Ida. Fair nok, men aktivisme har jeg svært ved at se det være.

Selvsamme billede viser dokumentaren, der er stykket sammen af klassiske dokumentariske optagelser samt Snapchat- og Instagramvideoer. Det element fungerer fremragende, fordi det får en intimitet frem, som ellers er svær at fange.

Det kropsaktivistiske er til gengæld problematisk.

Det er svært at se, at Ida tror på sin sag. Hun fortæller, at hun gerne vil være et positivt forbillede for unge mennesker, der som hende selv har svært ved at leve op til kropsidealet om en tynd krop. Men allerhelst, tilføjer hun, vil hun tabe sig 40 kilo. Hun har indset, at det ikke kommer til at ske, hvorfor hun nu har sat sig for at acceptere sig selv. Målet er godt, men præmissen er problematisk.

Livet er for kort til at bekymre sig alt for meget om sit udseende, siger hun, men der er nærmest det eneste, hun foretager sig.

Det er skammeligt, uhørt og forfærdeligt, at nogen kan finde på at råbe ”fuck dig, din fede so” efter hende. Som kropsaktivist og forbillede er det oplagt, at hun brokker sig over, hvorfor man ikke skal finde sig i, at nogen kommenterer andres vægt, men Ida bryder sammen og finder tryghed på sin Instagramprofil, hvor utalige følgere bakker et billede af hendes dellede mave med tilhørende tekst op med rosende ord.

Idas identitet er bygget op om, at hun er tyk, og det er ærgerligt. Ude fra ligner hun en type, der er ret cool. Hun spiller musik og har gang i noget sejt journalistik. Det tror jeg umiddelbart mange vil synes. Men Idas forestilling er, at hun hele tiden bliver dømt på sit udseende og at hendes høje vægt er det eneste, folk tænker på, når de møder hende. Det tror jeg simpelthen ikke er sandt, men hendes møde med trælse typer er blevet repræsentativt for hendes virkelighed, og startreplikken; Idas forestilling om folks tanker er desværre et gennemgående tema for hende.

Dokumentaren fint filmet og klippet, men projektet er problematisk. ”Tykke Ida” mangler perspektiv og en ægte ”fuck you attitude”. Det er ærgerligt, at DR vælger netop dette approach til et vigtigt emne som kropsaktivisme.

”Tykke Ida”. Todelt dokumentar. Første afsnit sendes onsdag den 1. november. Begge afsnit er tilgængelige på Drs hjemmeside.