Game of Thrones Sæson 7, afsnit 6
»Beyond the Wall«. 68 minutter. Amerikansk TV-serie. Kan streames via HBO Nordic.
Dér sad jeg tidligt mandag morgen med en spindende kat på skødet, en tom termokaffekop i hånden og en tåre i øjenkrogen og tænkte, at dette seneste afsnit af »Game of Thrones« var underholdning i verdensklasse. At det var seks stjerner værd.
I løbet af formiddagen slog jeg så rent faktisk hjernen til, som det sig hør og bør, når man anmelder. I tidligere anmeldelser har jeg indikeret, at tempoet er skruet op. Nu tør jeg slå fast, at »Game of Thrones« har forandret sig.
Med dragerne og hæren af levende døde i fuldt fokus i de seneste afsnit har vi langt hen ad vejen forladt den del af serien, der først og fremmest var inspireret af de engelske Rosekrigene fra den virkelig verdens 15. århundrede. Det langsommelige, mørke kammerspil spiller nu en birolle. Der er ikke megen skærmtid til de politiske slag mellem magtfulde fraktioner eller de uforudsigelige drab og hændelser, der kendetegnede tidligere sæsoner.
Tag bare Winterfell-konflikten med Sansa, Arya og Littlefinger. Den føles forceret, på grænsen til det utroværdige. Nu – og ikke mindst i dette sjette afsnit, hvor vores brogede gruppe af helte bevæger sig nord for Muren for at fange en af de udøde, hvide vandrere – byder »Game of Thrones« først og fremmest på popcorns-action og en lynhurtig og effektiv eksekvering af plottet. Det gør ikke »Game of Thrones« mindre seværdig, men serien føles her i anden halvdel af syvende sæson mere og mere som en »Ringenes Herre«-klon. På godt og ondt.
(Bemærk, at der herfra er spoilere fra sjette afsnit i syvende sæson.)
Det var bestemt rørende, da ørnene og Aragorns spøgelshær kom og reddede vores højt skattede helte i »Ringenes Herre: Kongene vender tilbage« i 2003. Retfærdigheden skete fyldest, og vi er vel alle suckers for heroisk filmmusik. »Game of Thrones« forfalder til samme storladne løsningsmodeller i dette afsnit, hvor der ikke bare én men to gange kommer hjælp udefra på det helt rigtige tidspunkt. Det føles på det overfladiske plan fremragende, når de gode stort set uskadte løser deres (på alle måder fjollede opgave) med at tilfangetage et udødt eksemplar i det koldeste nord. Ved nærmere eftertanke føles det letkøbt og ikke helt i tråd med resten af serien.
Teknisk set er der vel ikke tale om deus ex machina-elementer, da vi er blevet rigt introduceret til både dragernes kunnen og onkel Benjens tilstedeværelse i Norden, men originalt er det ikke. Desuden at det tankevækkende, at Jon Snow tidligere har sagt, at de syv kongeriger ikke ville kunne holde de dødes hær stangen, når nu syv (af de ypperligste) kæmpere kan begå sig mod flere hundrede skeletter i forholdsvist lang tid.
Og hvad med omkostningerne? For boglæsere vil tabet af Thoros af Myr kunne føles, men det er ikke simpelthen ikke lykkedes TV-serieskaberne at skabe nok mystik om og sympati for denne figur. Tabet af dragen Viserion til den mørke side er langt mere interessant og i »Game of Thrones’« ånd. Det var (endnu) en forvarsling i mesterklasse, at dragen, der var opkaldt efter Daenerys ondsindede bror, Viserys, skulle viser sig at blive en fjende i mastodontklassen.
Og dermed slutter også kritikken fra den mavesure anmelderdel af mig, der lever for at vende og dreje og ikke mindst påpege selv de mindste fejltrin.
»Game of Thrones« er stadig en milepæl inden for TV-underholdning, og dette afsnit er i al sin underholdende pomp og pragt fem stjerner værd.
