Den sjove, skæve serie-psykopat

Neil Patrick Harris i rollen som Count Olaf i »En ulykke kommer sjældent alene« Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter cirka 35 minutter følte jeg mig klar til at slukke for Netflix’ nye komedieserie, »En ulykke kommer sjældent alene«, der er baseret på forfatter Daniel Handlers udmærkede ungdomsbøger i Lemony Snickets-serien. Og jeg havde gjort det, hvis ikke jeg skulle anmelde den.

For serien, der er instruereret af en gammel kending i form af »The Addams Family«-bagmanden Barry Sonnenfeld, virkede utidssvarende, bagudskuende.

De gotiske lokationer, den stoiske fortæller, de skæve jokes. Det føltes som et miskmask af Sonnenfelds egne 90er-successer og Wes Andersons nyere, sublime og sære film.

Det irriterede mig samtidig, at Netflix-serien synes at stjæle både look og klipperytme fra den oversete TV-komedie »Pushing Daisies«, der fik fjollede romantikere som jeg til at grine og græde for små 10 år siden, inden den blev stoppet efter to sæsoner. Dén var for skæv på det tidspunkt.

Heldigvis er tiden i den grad blevet moden til de skæve serier, og heldigvis trykkede jeg ikke på stopknappen, men så hele sæsonen af »En ulykke kommer sjældent alene« til ende.

Ellers var jeg gået glip af en serie, der selv om den ikke er original, skiller sig ud fra mængden rent tonemæssigt. Historien er tynd som en mynde: Tre superkloge og økonomisk priviligerede børn – storesøster, lillebror, babypige – mister deres forældre i en brand og må flytte ind i en stor, mørk og klam villa, ejet af den umenneskelige Count Olaf, der bliver deres værge.

Heldigvis bevæger plottet sig hastigt fremad, og de enkelte afsnit er tilpas forskellige til, at man føler sig underholdt.

En af tendenserne blandt de adskillige nye streaming-serier, der starter eller genstarter hver måned i disse år, er melankoli og mørke. Det er, som om producenterne forsøger at overgå hinanden med hensyn til dystre lokationer, persongalleri og plots. Tag bare HBOs glimrende, men kulsorte »Taboo«.

Melankoli og mørke er også hovedingredienserne i »En ulykke kommer sjældent alene«, men de tunge sager serveres hver gang med morsomheder. Selv når Count Olaf smækker den 12-årige dreng en lussing eller truer med at dræbe spædbarnet, bliver det leveret på komisk vis.

Fortællerfiguren, Lemony Snicket, bliver skæggere undervejs og viser mere og mere personlighed for hvert afsnit. Birollerne – ikke mindst Joan Cusacks dommerdame – er fremragende selskab. Børnene spiller dygtigt omend uoriginalt – deres typer er set for mange gange før.

Heldigvis er seriens helt store, funklende stjerne Neil Patrick Harris (»Gone Girl«, »How I Met Your Mother«) i rollen som Count Olaf. Hans portrættering af den afstumpede og stupide skuespiller er i mesterklasse. Han er sjov, skræmmende og opfindsom i sit fysiske spil. Skiftevis subtil og alt-for-meget.

Han stjæler – som han også skal og bør – hver eneste scene og overgår med lethed Jim Carreys forsøg på at levendegøre den ikoniske rolle i den vage Hollywood-filmatisering fra 2004. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt serien er noget for dig, så se i det mindste mindst 35 minutter og nyd synet af Neil Patrick Harris.

Hvad: »En ulykke kommer sjældent alene«. Sæson 1.
Hvem: Instrueret af Barry Sonnenfeld. Skrevet af Daniel Handler. Medvirkende: Neil Patrick Harris, Joan Cusack.
Hvor: Netflix