Arvingernes store badedag

Sæson 3, afsnit 6. DR1, søndag kl. 20.

Solveig (Lena Maria Christensen) tager endnu nogle runder i tovene med sin eksmand, Frederik, (Carsten Bjørnlund). Foto: DRCitat XL+L Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Han hader sig selv!«

»Gør vi ikke alle sammen det?«

Ordvekslingen i sjette afsnit af »Arvingerne« bliver udtalt af Gro (Trine Dyrholm) og Robert (Trond Espen Seim) og handler om Frederik (Carsten Bjørnlund), der nu er gået all in med at hjælpe sin afdøde datters kunstnervenner med deres kamp mod kapitalismen og CO2-udledning (og for en plads i TV Avisens kulturdækning).

Den eksistentielt plagede ordveksling kom næsten til at beskrive både de medvirkende og publikums situation, idet vi nu har befundet os i dette sorgens limbo i seks afsnit, uden at en egentlig handling har manifesteret sig.

Vi kommer måske ikke ligefrem til at hade os selv, når vi udsætter os selv for seriens nonaktivitet, men bliver bestemt heller ikke berusede af inspiration.

I aftenens afsnit blev der ganske vist sat skub i endnu en kunsthappening, men som det har været tilfældet i tidligere skildringer af kunsten i »Arvingerne«, får man ikke et egentlig indblik i, hvad det går ud på. Kun at det på en eller andet måde er faldet de unge kunstnere for brystet, at kommunen har tænkt sig at sælge grundvandet.

Men hvordan denne harme foranlediger dem til at hælde rødt farvestof i vandværket (og dermed give Pernilla Augusts tilsætningsstof-paranoide karakter et halvt bommesislag) er ganske uklart.

Ej heller forstår man, hvorfor Grønnegårdens gårdsplads skal dækkes af rødt tøj, så den ligner resterne af en større massakre. Har kommunen da slået nogen ihjel?

Som skildring af kunst og kunstnergerningen har »Arvingerne« aldrig for alvor taget sit emne seriøst, selv om det måske også ville være at gabe over for meget, i forhold til at det helt store million-publikum, som TV-serien stræber efter, aldrig i samme omfang ville interessere sig for den type kunst.

Skuespillet er som altid upåklageligt, og Lena Maria Christensen er uhyggeligt overbevisende som Solveig, der har drukket sig tæt på en udpumpning.

Overordnet er der dog for lidt at arbejde med for de gode navne, og serien rejser i øjeblikket samme spørgsmål som den kunst, den skildrer: Er der egentlig en dybere mening?

Bedste replikskifte:

Klaus: »Du skulle smage sovsen – den er rigtig god!«

Solveig: »Gider du ikke holde op med det der?«