»Throughout the night. different things will happen« (»I løbet af aftenen vil der ske forskelligt«, red.)
Sådan siger Trine Dyrholms Gro, direktør for det, som i hjørnerne ligner Statens Museum for Kunst på en prik.
Hun gør det i den tale, som skal åbne en storladen kunstinstallation i regi af en ung kunstnergruppe, som hendes niece, den nu voksne Hannah (Karla Løkke) er primus motor for.
Den dramatiske ironi er naturligvis til at tage at føle på, for den kølige Gro ved ikke selv, hvor meget hun skal få ret i sin profeti. Ikke alene er den klimakritiske installation en happening, der skaber tumult og underminerer hendes autoritet. De familiemæssige uoverensstemmelser, der åbenbart martrer hendes familie, begynder også at simre.
DRs søndagsserie »Arvingerne« er tilbage med sin tredje sæson, selv om de fleste var enige om, at sidste ombæring ikke helt holdt samme niveau som første sæson af familiestridighederne i den samspilsramte familien Grønnegaard – en flok forblæste søskende med lig i lasten og en barndom, hvor 68er-forældrenes mere eller mindre flippede livsstil havde været med til at sende dem ud af kurs.
Manuskriptforfatterne med Maya Ilsøe i spidsen gør, hvad de skal, for at få serien ud af det dødvande, man med rette godt kunne beskylde den for at være havnet i. Hvad er det, der står i Grønspættebogen for manuskriptforfattere? Hiv stikket ud og sæt det i igen. Kickstart. Og derfor er vi også hoppet tre år frem i tiden, når tredje sæson af »Arvingerne » sætter i gang.
Dermed, kan man sige, er vi sluppet for meget som seere. Problemet er bare, at det ikke rigtig gør nogen forskel. Det vender vi tilbage til.
Men lad os lige prøve at opsummere, og lad os starte med Gro, for Trine Dyrholm – mageløs skuespiller – har det med at dominere alle de scener, hun er med i, lige meget hvor diskret hun er i sine virkemidler.
Alt, hun gør foran et kamera, er indlysende rigtigt og spillevende. Gro prøver at få niecen Hannah på ret køl, men har hun i virkeligheden næret en slange ved sin barm? Hvad er det for en mystisk, klima-aktivistisk virksomhed, den både søde og sært mutte pige har gang i, og vil det i sidste ende falde tilbage på den godlidende Gro?
Og hvad er det for en småfræk flirten, isdronningen har med en af de unge mænd bag ryggen på den ellers så standhaftige norske kæreste (Trond Espen Seim)?
Det kan kun ende i de tårer, Dyrholm mestrer som ingen anden.
Carsten Bjørnlunds slipseknudemand er flyttet i udlændighed, men lander allerede i første scene i Kastrup Lufthavn, så de familiestridigheder, der var lagt låg på – det var blandt andet noget med et drivhus, der blev smadret, kan vi forstå – kan bryde ud i lys lue endnu engang.
»Jeg kan ikke ha’ hans drama her,« hvæser Gro, men det er hun nødt til, for det skal jo også handle om noget.
Hans desperation har Carsten Bjørnlund helt styr på – han er ganske rørende i sine kluntede forsøg på at få resten af familien til at glemme fortiden. Ikke mindst scenen med Lene Maria Christensen som den uforsonlige ekskone, nu gift igen med en pæn og beskyttende mand (Henrik Birch), var fint spillet – også af den altid glimrende Lene Maria Christensen. Deres drama bliver uden tvivl centralt i tredje ombæring, for her var der tydeligvis noget at hente.
Mikkel Boe Følsgaards konfliktsky lillebror er til gengæld reduceret til børnepasser og tagrenderrenser.
Og så må vi ikke glemme Sunshine (Marie Bach Hansen) – hvordan kunne vi dog? – som kørte sit eget løb i første afsnit, og som nu har forladt den hamp, hun var ude i, for i stedet at stikke hånden op i økologiske frilandsgrise. Hun har slået kedeldragterne sammen med Mikkel Arndts åh-så-flinke landbrugsmedhjælper, og nu skal det så handle om, at parret ikke kan få børn.
Det lyder opslidende. For dem og for os. Hun vil i hvert fald ikke gå i gang med fertilitetsbehandlingen, fordi hun hellere vil starte svinehold med Pernilla Augusts svensktalende, (lesbiske?) økobonde, som både virker filterløst bindegal og som en klog Moder Jord. Lad os få mere af hende.
Stort var dramaet også, da bestyrelsen i idrætshallen skulle tage stilling til, om frikadellerne skulle være økologiske eller ej. Foreløbig vandt Peter Gantzlers brovtende øko-modstander første runde.
Men altså: alle seriens fordele til trods – lækkert filmet, godt klippet, endnu bedre spillet – orker man rigtigt mere af denne sært ucharmerende, forkælede families evige, deprimerende kævl? Har de overhovedet ikke lært noget på de tre år, der er gået? Hvad værre er: Har de egentlig flere sider, man ønsker at lære at kende? Har man ikke allerede lyst til i løbet af første afsnit at rejse sig op i stuen og råbe: Så hold dog kæft og giv hinanden hånden.
Ikke underligt, at Jesper Christensens komponisthippie lagde sig til at dø i sidste sæson. Han orkede nok ikke mere.
Bedste replikskifte: Gro (om kunstinstallationen): »Det var godt«.
Peter Hesse Overgaards bestyrelsesformand, Kim: »Var det det?«
Hvad: »Arvingerne 3«, afsnit 1. Episodeforfatter: Tommy Bredsted. Instruktion: Heidi Maria Faist. Hvor: DR1, søndag kl. 20
