Sensitivitet og selvmodsigelser

»Nu er det nok«, mente 600 forargede borgere i december 2002. De protesterede mod Politikens jødehad. Blandt underskriverne var Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Bent Jensen, Hans Hauge og Ulrik Høy. Den samme kvintet som nu mener, at minoritetsgrupper med Jyllands-Postens ord må »finde sig i spot, hån og latterliggørelse«.

I sidste uge kom det frem, at Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose i sit felttog for ytringsfriheden havde overvejet at trykke iranske karikaturer af Holocaust. Den nyhed trækker fronterne i den verserende debat om Muhammed-tegningerne tydeligt op. Den væsentligste skillelinje i debatten er gået imellem dem, der betingelsesløst forsvarer ytringsfriheden, og dem, der mener, at Jyllands-Posten har misbrugt sin ytringsfrihed til helt unødvendigt at forhåne en minoritet. Flemming Roses Iran-inspirerede idé vakte minder om en anden spektakulær avisdebat, der i sin tid kastede et interessant tvelys over spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser i forhold til minoriteters sensitivitet.

I december 2002 indrykkede 600 borgere annoncen »Nu er det nok« i Politiken. Her anklagede de avisen, hvis tradition er båret af skikkelser som brødrene Brandes og Herbert Pundik, for at videreformidle antisemitiske holdninger, der gav »jødehaderne frit slag«. Baggrunden var kritiske indlæg om Sharon-regeringens politik og en kronik om omskæring, som de 600 underskrivere mente afslørede et generelt jødehad (se www.nuerdetnok.dk). De 600 proklamerede bl.a.: »Vi siger fra over for det nye had. Vi siger fra over for Politiken. Vi siger, at grænsen er nået. Vi siger, at nu er det nok«. Annoncen var et uhyggeligt lærestykke i den følsomhed, der hersker hos mange minoriteter, en yderst velbegrundet følsomhed, der tilsyneladende meget let slår over i stærk vrede mod mere eller mindre reelle modstandere.

Hvis vi hypotetisk forestiller os en situation, hvor jøder var blevet udsat for dæmoniserende generaliseringer fra indflydelsesrige folketingsmedlemmer, en situation, hvor love - udformet af de selv samme folketingsmedlemmer - gradvis reducerede mange jøders rettigheder, hvordan havde de 600 i den politiske kontekst reageret, hvis Jyllands-Posten havde bragt karikaturer, der koblede rabbinere eller jøder generelt med drab på uskyldige palæstinensere? Måske havde de med rette appelleret til det internationale samfund.

Nogle vil nok mene, at de to meget forskellige minoriteter er usammenlignelige. Det er ikke helt forkert, hvis man tænker på nutidens Danmark, hvor det jødiske samfund er velintegreret og velestimeret (med god grund), mens store dele af den muslimske gruppe er marginaliseret og mødes med mangel på respekt (som oftest uden grund). Men når sammenligningen alligevel er relevant, er det, fordi begge minoriteter af forskellige historiske og aktuelle grunde er meget sensitive over for negative generaliseringer og forhånelser. Bill Clinton trækker muligvis parallellen for langt, når han advarer om, at anti-islamiske fordomme er ved at indtage den forfærdelige plads, antisemitiske fordomme har haft i europæisk historie. Men når han betegner tegningerne som »skammelige« og »forfærdende«, skulle man næsten tro, at han havde et grundigt kendskab til den politiske sammenhæng, tegningerne blev til i. Det er jo ikke mindst det nationalistiske baggrundstæppe, der giver tegningerne deres skærende kulører.

Når nogle debattører forsøger at retfærdiggøre tegningerne med en henvisning til, at forskellige arabiske medier excellerer i antisemitisk satire, der er mere usmagelig end Jyllands-Postens tegninger, er der tale om en alvorlig kortslutning. Ligesom vi ikke kan gøre fredelige danske muslimer ansvarlige for et ekstremistisk mindretals voldelige manifestationer i Mellemøsten, skal de danske muslimer vel ikke undgælde for, at nogle iranske, jordanske eller palæstinensiske aviser, der står i et højspændt forhold til Israel, bringer antisemitiske tegninger. Det afslører en manglende evne til at sondre hos debattørerne, der desværre netop er forudsætningen for de dæmoniserende generaliseringer, som er så udbredte i Mellemøsten. Hvordan kan hadefulde stereotyper i en arabisk sammenhæng legitimere tegninger, der var påtænkt et dansk publikum? At ekstremistiske grupper af muslimer fra Mellemøsten kan gribes i hykleri, når de svælger i antisemitisk satire, samtidig med at de kammer over af krænkelse, når de selv udsættes for anti-muslimsk satire, kan da aldrig blive en begrundelse for at bringe anti-islamiske stereotyper i en dansk avis.Selvom gruppen bag »Nu er det nok«-annoncen dengang talte med én stemme, er det også her nødvendigt at sondre. Blandt underskriverne var flere fremtrædende personer fra det jødiske samfund, som jeg normalt nærer dyb respekt for. Deres sensibilitet er fuldt forståelig, om end man kan undre sig over angrebspunktet og -måden. Men der var også blandt medunderskriverne en række polemiske skribenter, hvoraf flere har trukket store veksler på den højt besungne ytringsfrihed i deres omtale af muslimer. Det var skribenter som Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Bent Jensen, Hans Hauge og Ulrik Høy. Hvad angår den del af medunderskriverne, må man undrende stille spørgsmålet: hvordan forener de deltagelsen i »Nu er det nok«-kampagnen med opbakning til Flemming Roses definition på presseetisk omgang med minoritetsgrupper; at de må »finde sig i spot, hån og latterliggørelse«?

Roses udtalelse er som skræddersyet til at legitimere mange af disse debattørers skriverier, og det kan derfor ikke undre, at de støtter Jyllands-Postens grænseløse ytringsfrihed. Det seneste eksempel på støtteerklæringer er Hans Hauges kronik i Kristeligt Dagblad (8.2.), hvor han med vanlig ironi hudfletter forsvarerne for muslimernes sensitivitet. Eksempelvis udråbes Tøger Seidenfaden, Mikael Rothstein og Tim Jensens forsøg på indlevelse i religiøse følelser til ekstremt hykleri. Hvorefter Hauge med tankemæssige kvantespring når frem til, at respekten for religiøse minoriteter må føre til en kuldkastning af store dele af den danske kulturarv fra Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær til Knuth Becker, Hans Kirk og Hans Scherfig. Men er det ikke en lidt forhastet tankerække, når Hauge sidestiller disse generøse bidrag til dansk kulturhistorie med umotiveret forhånelse af minoriteter?

Hvor den lille kammerkvintet af skribenter - Hedegaard, Brix, Hauge, Jensen og Høy - alle med forskellige accenter og retoriske falbelader har stået værn om Jyllands-Postens ytringsfrihed, er »Nu er det nok«-annoncen derimod ikke just et forsvar for ytringsfriheden i Politikens spalter. Offentligt at blive stemplet som antisemit af 600 vidt respekterede borgere må - med Europas historie i erindring - være rystende og rædselsfuldt. Den risiko fører sandsynligvis til en del selvcensur i debatten om den israelske regerings politik eller i diskussionen af den jødiske tradition for omskæring eller i refleksionen over den rolle, Holocaust har spillet i historien efter Anden Verdenskrig. Man må stilfærdigt spørge, om ikke de fem debattører og deres ligesindede opererer med en påfaldende dobbeltstandard, som risikerer at forplumre deres forsvar for ytringsfriheden i Muhammed-sagen?

Hvad angår Hauge, kan den tilsyneladende modsigelse måske forklares med en rammende sætning i Kristeligt Dagblads portræt af Hauge (9.2.): »han kan godt mene én ting den ene dag - for at mene noget ganske andet, og nogle gange sågar det helt modsatte, den næste dag«. Måske er det en nøgle til at forstå alle de nævnte debattører.Min egen konklusion på spørgsmålet om ytringsfrihedens ukrænkelighed versus minoriteters sensitivitet er, at kritik af delelementer i bestemte etniske eller religiøse minoriteters ideer og praksis er helt legitim. Man skal blot undgå bevidste forhånelser af hele minoriteten og afholde sig fra de grove generaliseringer, der f.eks. placerer hele minoriteten på et lavere civilisationstrin eller sammensmelter en meget lille gruppe voldelige elementer med det altovervejende flertal af fredelige familiemennesker, der kun ønsker at leve deres liv i ro og mag og benytte den grundlovsfæstede religionsfrihed. En religionsfrihed, som vi i generationer har arbejdet på at tilkæmpe os, og som i modsætning til ytringsfriheden reelt er truet med det nationalistisk-kristne tankegods, der i øjeblikket anført af Krarup og Langballe former vores udlændingelovgivning.