Selvstændige rammes hårdt af pensionsskat

Regeringens plan om at særbeskatte pensionsopsparere med store formuer vil ramme selvstændige erhvervsdrivende ekstra hårdt.

De risikerer nemlig at betale udligningsskatten på seks procent i år, selv om deres indkomst ved pensionen ikke overstiger grænsen på de 350.000 kroner. Det vurderer brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P), skriver Børsen.

»Selvstændige, som har tjent godt de seneste år og -derfor har en stor pensionsopsparing, men som måske på grund af krisen ikke har råd til at sætte ret meget til side, vil komme til at betale udligningsafgiften uden at få den fordel, som afgiften skal udligne,« siger Per Bremer, direktør i F&P.

Ideen med udligningsskatten er, at opsparere, der har indbetalt med højt fradrag i topskatten de seneste år, ikke skal have uforholdsmæssig gavn af, at skatten nu er blevet sat ned, og at fradraget derfor har været højere, end skatten bliver ved udbetaling.

Derfor foreslår regeringen, at danskere med pensionsudbetalinger på mere end 350.000 kr, inklusive folkepension skal betale en udligningsskat på 6 pct., der skal strække sig over 14 år og herefter nedtrappes med 0,5 procentpoint om året. Ulempen ved denne model er dog, at det ikke kun er de penge, der er blevet indbetalt med højt fradrag, der bliver ramt, men også »nye« penge indbetalt med det nuværende lavere skattefradrag.