Den traditionelle, maskuline selvbiografi er som regel skåret over samme læst: Den er kronologisk opbygget, har et element af verdenserobring over sig og gør ikke noget væsen ud af at sondre mellem virkelighed og fiktion. Anderledes forholder det sig med Imre Kertész’ »Dossier K«. Kertész’ redaktør havde optaget en samtale mellem dem på bånd, og da han fik udskrifterne, begyndte han forfra med sig selv i rollen som både interviewer og interviewet. I prologen henviser han til Nietzsches definition, som daterer romanens oprindelse til Platons dialoger – hvilket betyder, at dette værk må betragtes som en roman. Den spørgende stemme i romanen bliver ved med at kredse om hændelser fra Kertész liv og drager dele af forfatterskabet ind i dialogen, som var det aftryk af forfatterens liv. Og Kertész’ liv kunne være en roman. Forældrenes skilsmisse i 30ernes Budapest, hans jødiske baggrund, deportationen til Auschwitz, livet i det stalinistiske Ungarn. Hans kærlighedsliv, komplekst og ambivalent, hans første hustrus død.
Formålet med at granske sit eget liv er for Kertész ikke at positionere sig i en narcissistisk kulturs optagethed af egoet. Det er derimod den eneste mulighed, når den vestlige humanisme har spillet fallit. Sandheden – i fald man kan tale om en sådan – kan ikke findes i vores kollektive fortælling om menneskelighed. Den eneste chance for at få et glimt af den er gennem granskningen af individet. Den europæiske kulturhistorie er langt fra kun fortællingen om demokrati og humanisme. Det er også historien om mord, udslettelse og uhørt barbari. Således er Auschwitz ikke kun et historisk faktum eller et jødisk traume. Det er og bliver et menneskeligt vilkår, som ingen kan se bort fra.
Et sted i bogen skriver Kertész, at det maskineri, der skulle tilintetgøre de europæiske jøder, var en logisk følge af et bestemt forløb i den europæiske historie og derfor ikke burde komme som en overraskelse for nogen. Samtidig understreger han, at »hvor Auschwitz begynder, hører logikken op.« I stedet står en absurd tankegang, som minder om logik. Det dobbelt grusomme i denne tankegang er, at alle er en del af denne »diabolske ironi i verdensordenen«, og at selve kulturen, idéverdenen og sproget skjuler, at man også selv er en komponent i et maskineri skabt til ens egen tilintetgørelse.
Samtidig med at spørgsmål og svar bliver menneskeligt forankrede, er bogen en dialog med vores kollektive selvforståelse. Han beskriver oplevelsen af, hvordan kendsgerningerne hviler tavst i ham »ligesom en drøm ved daggry, der viskes ud af vækkeurets ringen.« Først når han begynder at skrive, tager de form, men forvandles dermed også. Derfor, konkluderer han, har hans forfatterskab ændret hans minder. Og omvendt har forfatterskabet gjort det muligt at udholde samme minder: »Det der piner andre som ufordøjelige tanker, viser sig pludselig for mit vedkommende som råstof til en roman, og i takt med at disse tanker tager form, bliver jeg befriet for dem.«
Derfor forbliver litteraturen ledetråden. Æstetikken og stilen er mere end facon, det er projektører, som stoffet er dybt afhængigt af. Enkelte steder hæmmer og irriterer dialogformen mere, end den løfter. Alligevel er »Dossier K« tankevækkende, bevidsthedsudvidende og i mange henseender fremragende.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
