Seks sider af en stjerne

Bob Dylans navn bliver ikke nævnt en eneste gang i filmen »I’m Not There« og alligevel er det ham, den handler om. Som titlen på en af hans mere ukendte sange – der har lagt titel til – også leger med, er han der ikke selv, men er alligevel tilstede.

At tage kampen op med et portræt af en af de mest indflydelsesrige sangere i nyere vestlig musik, er ikke en opgave for bangebukse, men sådan en har instruktør Todd Haynes heller aldrig været. Han har allerede med en af sine første kortfilm lavet et alternativt musikportræt af Karen Carpenter fra The Carpenters, hvor Babie-dukker blev brugt til at illustrere handlingen. Siden hen har han med spillefilm som »Safe« og ikke mindst »Far From Heaven« (som både han selv og Julianne Moore blev Oscar-nomineret for), bevæget sig ud i flere forskellige stilistiske genrefilm.

I »I’m Not There« er det ikke dukker, men til gengæld seks forskellige skuespillere, der alle spiller hovedfiguren. Et træk, der også blev brugt af Todd Solondz i »Palindromes«, hvor hele otte forskellige skuespillere af forskellige racer, aldre og størrelser var en 14-årig pige. Helt så drastisk går instruktør Todd Haynes ikke til værks. Han nøjes med seks, hvor den mest bemærkelsesværdige er Cate Blanchett som Jude-figuren, der viser den stofindtagende, desillusionerede og kyniske Dylan i den periode, han skiftede fra folk-musikken til den elektriske rock. Et chok dengang for sangerens trofaste fans, der visuelt fabulerende vises i et brillant øjeblik, hvor Dylan og band skyder fra scenen med maskinpistoler. Blanchett fanger den mumlende, snøvlende, tilbagetrukne Dylan på kornet og er en ren øjen-magnet i rollen.

I de andre udgaver ses ikke mindre prominente navne som Christian Bale som først Jack og siden pastor John – Dylan som den populære og feterede stjerne og som den ny-kristne prædikant, der har fundet frihed i troen, Heath Ledger som kvindebedåreren Robbie, der under en filmindspilning møder Claire (Dylans kone Sarah Lownds, spillet med sårbar indtagenhed af Charlotte Gainsbourg) og gifter sig med hende, dog kun for at være hende konstant utro. Og mod slutningen, Richard Gere, som den aldrende Dylan, der på trods af gråt hår ikke helt har opgivet rebel-drømmene. Man kan spørge sig selv hvad delen med Gere tilfører portrættet, for udover at være et hatteløft tilbage til Sam Peckinpahs »Pat Garrett and Billy the Kid«, hvor Dylan spillede med, virker scenerne her overflødige.

Undervejs, som de gennemgående figurer – selv om filmen på ingen måde har en sammenhængende eller central handling – ser vi Ben Wishaw som Arthur Rimbaud og Marcus Carl Franklin som Woody, den unge Dylan eller den Dylan, som sangeren yndede at fremstille sig selv og sin oprindelse som: Den mystiske digter-troubadour fra fattige kår, der har viet sit liv til evig vandring, hjemløs, hvileløs og altid i forandring.

Det er måske på grund af denne ukonventionelle og komplekse fremstilling, at Dylan, der alle dage har frygtet at blive sat i bås, en yderst sjælden gang her har sagt ja til at lade sine sange, både egne og cover-versioner blive brugt. Og formalisten Haynes, der stilmæssigt tydeligvis er inspireret af alt fra Godard til Richard Lester, har på trods af en flagrende struktur formået at lave et rammende og præcist portræt af Dylan, der alligevel efterlader rigeligt plads til tilskuerens egen fortolkning. Et intellektuelt, men bestemt interessant musiker-portræt, der indskriver sig i genrens bedre halvdel.