Schmeichel vil have Anders Bjerregaards job

Peter Schmeichel vil være sportsdirektør i Brøndby.

Peter Schmeichel vil være sportsdirektør i Brøndby og udfordrer dermed både den siddende sportsdirektør, Anders Bjerregaard, og dennes far, Per Bjerregaard, som fredag gik fra at være administrerende direktør til bestyrelsesformand i Brøndby. Per Bjerregaard stod i 2006 bag udnævnelsen af Anders Bjerregaard som sportsdirektør.

Peter Schmeichel og en investorgruppe har tilbudt at investere 250 millioner kroner i Brøndby, og én af betingelserne er altså, at Schmeichel tiltræder som sportsdirektør i den klub, han selv repræsenterede fra 1987 til 1991. Meget afhænger dog af, om klubbens græsrødder er velvilligt indstillet over for projektet.

Peter Schmeichel vandt som aktiv fire danske mesterskaber med Brøndby i 1987, 1988, 1990 og 1991. Han vandt desuden pokalturneringen i 1989 og var med til at spille holdet frem til UEFA Cup-semifinalen i 1991.

/ritzau/