Zurzødt zhow

SHOW: »Søren Østergaard Zhow« på Bellevue Teatret svinger mellem genial klovnekomik og skuffende vildfarelse.

PR-foto: Steen Brogaard. Fold sammen
Læs mere

At Søren Østergaard er en stor klovn, er der ingen tvivl om. Det beviser han til fulde i det første kvarter af sit nye show på Bellevue Teatret, hvor han nu stiller sig langt mere nøgen op uden Zirkus Nemos sjove parykker og skøre friluftsgebisser.

Ja, det vil sige, når aftenens hovedperson først dukker op. For han lader vente på sig. Alt går sådan set galt med den planlagte entré. Og det fortsætter, når nerverne slår klik, og han, rystende og hakkende, skal fortælle en temmelig dårlig vittighed. Nervøsiteten er naturligvis spillet. Han er jo en komisk virtuos, men han flirter hele tiden med det ufuldkomne. Han vil så gerne, men magter det ikke - skønt vi alle sammen ved, at han sagtens kunne. Hvis han altså ville.

Konstant afmonterer og udstiller han den blankpolerede professionalisme, der hører genren - et one-man-show på Bellevue Teateret - til. Pludselig bryder en gruppe turister på rundvisning f.eks. ind i det hele og sætter forestillingen i stå, mens Østergaard glaner måbende på dem med det tomme, uskyldsrene blik, han mestrer, og som er den lille, fortabte mands stirren lige lukt ind i den tilværelse, som ikke længere giver mening.

I det hele taget er det skrupskøre, uforudsigelige univers, han bygger op, et broget skrabsammen af skøre påhit - fra rabledigte til burka-gags. Her optræder bl.a. en skøn kvindelig stripper, som banker busken i hovedet på de forreste rækker, men som slipper af sted med øvelsen uden at forarge nogen som helst. For slet ikke at tale om et upoleret enmandsband. Begge en gevinst.

Til gengæld er ikke alle Østergaards andre påfund lige skægge - en lang dobbeltgængerhistorie fører til en skuffende pointe. Flere af de musikalske indslag mangler retning. Og den vrede, han i et langt indslag retter mod en navngiven Politiken-anmelder, har han selvfølgelig lov til at give udtryk for, når han nu har taletiden. Men fatter et almindeligt publikum overhovedet noget? En ejendommelig, knuget stemning breder sig i en forestilling, der svinger mellem elskelig genialitet og sær skuffelse.