Zirkus Nemo er stadig magisk, men med enkelte træthedstegn

Søren Østergaard leverer absurd komik og traditionelt cirkus med stor gejst. Men han skal passe en smule på ikke at blive indhentet af sin egen skygge.

Captain Frodo fra Norge er Søren Østergaards nye makker i Zirkus Nemo. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Søren Østergaard er en vanvittig vildmand udi komikken, og den efterhånden ret langvarige succes med Zirkus Nemo er noget, man bifalder som tilhænger af underholdning, der risikerer noget. Med stor gejst og overskud.

Allerede fra de første strofer af det nærmest brandfarlige orkester klappes der taktfast i teltet ved Charlottenlund Fort, og klapsalverne fortsætter i de næste godt to timer, mens Søren Østergaard og hans cirkustrup prøver grænser af.

Årets store scoop er uden tvivl slangemennesket Captain Frodo, der har regulær verdensklasse. Han er uimodståelig med sin Fedtmule-agtige udstråling og mange numre, der dels er imponerende udført, dels er pakket dygtigt ind i selvironi og evindelige drys af konfetti.

I Frodos bedste nummer åler han sig gennem en tennisketsjer på hamrende gal og radbrækkende vis, så han ligner en mellemting mellem Charles Manson og Björn Borg på syre.

Frodo er Søren Østergaards ligemand. Jo bedre en partner Østergaard finder, desto bedre er showet. Østergaard selv giver comeback til mange af de gamle kendinge.

Marianne Keld Spangsbjerg Villumsen er kommet i overgangsalderen, Smadremanden spytter på gulvet og raser igennem, og Målermanden kommer en tur omkring Anden Verdenskrig og Adolf Hitler.

Og så skal vi ikke glemme Bager Jørgen, der dog bliver handlet noget hurtigt af, som han sidder der i sin kørestol. Når ikke Bager Jørgen bruges mere, end tilfældet er, burde man have givet ham en pause i år.

Østergaard skal passe på sin egen skygge

Østergaard fyrer af sted for fuld kedel med sine hvide, tatoverede stikkelsbærben og overgearet overbid, og det vækker beundring at se, hvordan han ikke går af vejen for at se grim ud.

Som en ældre herre ved siden af mig med stor forstand på scenekunst bemærkede: »Han bevæger sig stadigt længere ud på overdrevet og befinder sig godt dér«.

Mere præcist kan det ikke siges, og hvor er det godt, at vi har sådan en som ham. Han skal dog passe en smule på ikke at blive indhentet af sin egen skygge, men sådan er vilkårene, når han har skabt så megen finurlig vildskab gennem årene.

Blandt de klassiske cirkusnumre imponerer jongløren Claudius Specht, der tidligere har været med, med sin hurtighed og elegance. Han speedjonglerer for eksempel med ti skåle ad gangen, og det har jeg ikke set før. Til gengæld synes jeg, trods veloplagthed hos både søløver og træner Ingo Stiebner, at det nummer virker for træt og for ofte set til at fungere som andet end fyld.

Jeg har endnu ikke set en dårlig forestilling med Zirkus Nemo, og det er tydeligt, at Østergaard stadig går op i sit eksperiment med liv og sjæl og sætter alt på det bræt hvert eneste år. Måske kunne man i nummeret med Målermanden, hvor der blev improviseret mest, se konturerne af en mulig ny vej at gå for ham.

Derud, hvor det bliver mindre skrevet på forhånd, og hvor man lader elementer som publikums påklædning og deres reaktioner bestemme størstedelen af et nummer.

Men magien i Zirkus Nemo er ubrudt.

Hvad: Zirkus Nemo 2014. Hvor: Charlottenlund Fort til og med 9. august. Derefter teltet på Femøren august ud.