Wikke og Rasmussen har med deres skæve og kærlige univers taget deres egen plads i vor tids kulturhistorie. Det giver derfor god mening, at Det Kongelige Teater har inviteret dem indenfor med syng-med-forestillingen »Der var engang en sang, der hed Arne«, en snurrig hyldest til familier i alle former, fortalt gennem en perlerække af sange kendt fra makkerparrets TV - og filmproduktion.
Sangene er pakket ind i legen Far-mor-og-børn, hvor rollerne går på skift fra »2 far’er og 2 mor’er« til bonusfar og hund. Rolleskiftene forhandles, som når børn leger, og suppleres med metakommentarer som »Min sweater siger mig, at jeg er sådan en far, der gør, som mor siger«.
Alternative familieformer
Wikke og Rasmussen får dermed behændigt punkteret den heteronormative kernefamilie-illusion, der også er en del af deres univers, og åbner i stedet for den legende tilgang til kærlighed mellem mennesker af alle slags, som især er deres kendetegn. Visuelt understreget i barnet Arnes stribede trøje, der med sine regnbuefarver peger på alternative familieformer, mens familiens dukkehus, hvor alt er halvt, samtidig illustrerer, at de som alle andre er en rigtig gennemsnitsfamilie.
De skal derfor også have 1,75 barn, men nøjes nu med sønnen Arne, hvis navn kunne være en hommage til duoens gennembrud, radioføljetonen »Pas på varerne, Arne«. Det særligt fine ved forestillingen er dog, at den eksisterer i sin egen ret.
Vi kender sangene og deres originale ophav, men de får her nyt liv i sammenhængen med familien på tur i »Voldsom Volvo«, i teenageren Arne i Marie Dalsgaards ranglet-kejtede skikkelse, der skriger pinen ud i »Rock Bull Dog«, derefter mødes af forældre og hunds nænsomme version af »Brug dit hjerte som telefon«, inden Michael Lundbye Slebsager, objektet for Arnes attrå, inderligt smukt kommer ham i møde i lyserød top med den dirrende kærlighedsfantasi »Ridder Lykke« på læberne.
Ikke en enlig svale
Poul Halberg har komponeret en del af numrene og står i spidsen for det suverænt sejt spillende band, der også tæller Lars DK Nielsen, Jette Schandorf og Klaus Menzer. Kvartetten af skuespillere, der ud over de nævnte består af de ligeså velsyngende Rasmus Fruergaard og Stine Schrøder Jensen, understreger, at »Højskolesangbogen« ikke er en enlig svale, men at Det Kongelige Teater har fået godt tag i alternativt musikteater og har et ensemble, der i den grad kan byde genren op til dans.
»Der var engang en sang, der hed Arne« er charmerende og gedigen underholdning for alle aldre, der i afslappet stil byder indenfor i teatrets verden og trods sit afsæt i nostalgiens memory lane får lavet en tæt, vedkommende og uhyre sangbar forestilling om familier i dag.
Der var engang en sang, der hed Arne. Iscenesættelse: Michael Wikke og Steen Rasmussen. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Koreografi: Ronni Morgenstjerne. Kapelmester: Poul Halberg. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 5. marts.
