Vi voksne kan også være bange

Bøh! "T-error" på Teater får302 er en vittig satire over tryghedsnarkomaners galopperende voksenangst.

Mikkel Reenberg (billedet) og Christine Gjerfulff spiller angstens skarpt og vittigt ud på Teater Får302. Foto: Thomas Cato. Fold sammen
Læs mere

»T-error« på Teater Får302 er ikke bare en forestilling om terrortruslen. Eller, jo, det er den også. Men den er andet og mere end det. Den handler om alt det, der er at være bange for i verdens mest trygge land. Alt det, der kan få moderne mennesker til at se spøgelser, skygger i mørket, fjender lige rundt om næste hjørne.

Dramatikerne Line Mørkeby og Andreas Garfield, to af tidens mest flittige teatertekstleverandører, skiftes til at gå ind og ud af hovederne på velfærdsdanskere med vildtvoksnede fantasiforestillinger om alt det, der kan gå galt i en moderne tilværelse. Rammen er gnidninger, nag og nid i en forældregruppe, der bruges som afsæt for alle de rimelige - og oftest urimelige - ideer om trusler udefra og indefra, der huserer i moderne tryghedsnarkomaner med curlingtilbøjeligheder. Den velmente hverdagshygge spoleres hele tiden af paranoia, angst og frygten for det ukendte, der lurer i mørket, og som resulterer i territorialkampe mellem umodne mennesker. Vi (på papiret) voksne kan også være bange!

Det hele lanceret knivskarpt, barsk og morsomt af Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg, som instruktøren Kamilla Bach Mortensen har ført ind og ud af de vekslende stemninger, styret sikkert mellem hverdagspassiar og galopperende skræk, når revyindslagene kædes formfuldendt sammen i en livgivende klippeteknik.

Et par skarpe monologer, der rent faktisk beskæftiger sig med terrortruslen, sniger sig ind i det, der ellers mere har form som en revypudsig hverdagssatire. Her tager forfatterne afsæt i den forsigtigt politisk korrekte og tvivlsomme påstand, at det er samfundet, der avler terroristerne. Vovemod efterlyses. Hvad er der at være bange for? Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge en skæg og anderledes, skrækblandet fornøjelse.

»T-error«. Manuskript: Line Mørkeby og Andreas Garfield. Iscenesættelse: Kamilela Bach Mortensen. Scenografi: Freia Cecilie Krog. Gæstespil på Teater Får 302. Til 3. marts.