Vi kan jo ikke redde hele verden

Astrid Saalbachs nye stykke er en benhård udstilling af bistandsarbejdets nyttesløshed, serveret som satire på Det Kongelige Teater.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var egentlig meningen, de skulle redde verden. Men i virkeligheden lever de danske bistandsarbejdere et liv som luksusnomader - mere og mere fjernt fra det ideal, der oprindelig drev dem. Mere og mere isolerede fra de befolkninger, de skal hjælpe, men som de hurtigt kommer til at se på som laverestående væsener. Sådan er situationen i Astrid Saalbachs nye stykke, »Rødt og grønt« på Det Kongelige Teater.

Et krast opgør med ulandshjælpen som slet ikke fungerer. Ja, som faktisk gør mere skade end gavn. Og samtidig vil hun give et billede af, hvad tilværelsen som evigt udsendt, forgyldt vesterlænding gør ved de mennesker, der har valgt levevejen.

Noget smigrende portræt er det, mildest talt, ikke. Scenen er sat i Nepal, hvor tiden fordrives med tennis, cocktailparties og sex på kryds og tværs af ren kedsomhed, hvis vi da ikke kryber sammen på gulvet i udbrud af eksistentiel angst. Gamle Danmark, »hvor himlen er lige så grå som asfalten«, har de kun foragt for. Tonen er hele tiden aggressiv, lige som det omgivende samfund er voldeligt. Tomheden er total, ja, Benedikte Hansens vittigt givne medfølgende hustru har endda fået hukommelsestab, så hun dårligt ved, hvor hun er. Den symbolik er til at tage at føle på!

Velfungerende trio

Behændigt gør den manglende erindring det muligt for hende at leve på en håndfuld løgne. Og som hendes mand svinger Olaf Johannessen mindst lige så effektivt mellem klynkende selvmedlidenhed og altfortærende herremandsmentalitet, som han ikke bare udøver over for de lokale, men også over for Benjamin Kitters forvirrede juniormedarbejder, der må stille sig seksuelt til rådighed.

Den trio klarer sig bedst. Andrea Vagn Jensens kollega er en neurotisk, hjemløs istap, der lægges for had, fordi hun afslører bistandskontorets svindel og humbug - uden at have nogen alternativer for sit eget liv, adækvat spillet uden at man fornemmer, at alle rollens muligheder er afdækket. Og endelig er Laura Bro, lige lovlig infantil, som den nyankomne medarbejder, hvis velvilje overgår til rædsel, da hun må erkende, at den hvide mand bringer ødelæggelse med sig,

Puslespil

Dramaturgisk begynder Saalbach med slutningen og lader scenerne spille i en tilfældig rækkefølge, så puslespillet først samles til sidst. Snedigt arbejde. Og hendes replikkunst - figurerne taler næsten uden subjekter i deres sætninger - er med til at give en amputeret, truende rytme i dialogerne, der dermed fjerner sig behændigt fra realismen.

Strengt taget er stykket en satire, noget, der ikke underspilles i Søren Iversens iscenesættelse, hvor de vittigt-absurde scener, der får latteren til at sidde fast i halsen, har det bedre end de dramatiske, der ikke helt får den chokvirkning, de er tiltænkt.

Men som indspark i diskussionen om den hvide mands forbandelse er »Rødt og grønt« et veltilrettelagt spark i selvforståelsen.