Der er meget godt at sige om den genopstandne Tivoli Revy, »Tam Tam i Glassalen«. Rigtigt meget godt endda. Men det bedste af det hele, hvis vi nu skal vælge? Det må alligevel være Bodil Jørgensen. Der er en afgrundsdyb ensomhed, utæmmelig stridslyst og knuste forhåbninger i selv den mest åndssvage figur, hun sætter på scenen – hvad enten det er en almueklædt dame, der synger en skillingsvise med uartigt omkvæd eller en tyk kvinde, der leder efter en kat (spørg ikke). Hun har kontakt til noget grænseløst irrationelt, som er dybt fascinerende. Hun hæver revyen op til at være mere end tant og fjas, hvor vidunderligt morsomt det hele end er.
I det hele taget har revyen i Tivoli en rigtig god fornemmelse for sine umiddelbart umage medvirkende stjerners forcer. Er Bodil Jørgensen det ene hemmelige våben, er træfsikre Søs Egelind det andet - bedst i de indsatser, hun selv har været med til at skrive. Skæg og sexet som nedladende svensk jazzsangerinde , der dukker op i kølvandet på Monica Z og hylder svenske dyder, fra korv med mos til en statsminister, som selv betaler sit tøj. Formidabelt sjov som almindeligt småracistisk abonnine på en bænk i Tivoli i perfekt sniksnakkende stil med Bodil Jørgensen – der var hun igen. Niels Olsen, der samtidig har skrevet et skred af tekster, er revyens erfarne, stensikre ankermand, der på scenen bliver en garant for at det hele hænger sammen – altid klar med en grimasse, der kan passe og en yndefuld naivitet bag selv den værste dummepeter. Og så er der de unge, Pelle Emil Hebsgaard, Christiane Schaumburg-Müller og Alexandre Willaume, som revyen måske ikke helt giver de samme udfoldelsesmuligheder, men som udfylder deres pladser med talent, musikalitet, charme og sans for genren.
Krudt i popoen
Jo stjernerne har den. Det er ikke alle numre, der bærer nogen steder hen– det er altid lettere at komme ind på en revyscene end at komme helskindet ud af den igen. Bedst som man tror pointen kommer, udebliver den ind imellem. Men så er det godt, at Joy Maria Frederiksen har iscenesat løjerne med et formidabelt, næsten furiøst tempo, så vi hurtigt er videre. Den har krudt i popoen, den revy. Den har en moderne puls, som føles storbysmart på den gode måde, og som giver baghjul til det meste, man kan møde i revyland. Her er den godt hjulpet af Rikke Juellunds drønflotte scenografi med kulørte projektioner, der føjer sig formfuldendt ind i Glassalens muntre ramme. Lækker for øjet, men også for øret, når kapelmester Joakim Pedersen– leveringsdygtig i alle tonearter –sender revyen af sted med et ordentligt rytmisk spark i det jazzede, medrivende åbningsnummer. I det hele taget satser revyen stort på musikken og vinder på den hver gang - med Szhirley og Rikke Hvidbjerg som korpiger i luksusklassen.
Lad så være, at showet har det bedre end satiren.Ind imellem kan den virke mere som et sketchshow end som en revy. Den forsøger sig ganske vist med den politiske satire og parodier, men her bliver den mere tam end Tam Tam. selv om Søs Egelind har fanget nogle af Lars Løkke Rasmussens virkemidler, er teksten for svag, I den afdeling går det bedst for Niels Olsen, der holder landsmøde i SF ene mand.
Men succesen, den burde være hjemme. Glassalen bør denæste mange uger blive mere Tam Tam end tom tom, hvis det går efter fortjeneste. Man kan også bare sige velkommen tilbage til Tivoli Revyen. Den var værd at vente på.
