Verdi på vildveje

Opera. »La Traviata«Mere varm og hjertegribende opera end »La Traviata« findes næppe, men i Stockholm går det galt: Romantikken fordufter i Kasper Bech Holtens kolde iscenesættelse, og der er ikke megen trøst af hente hos de elskende, Violetta og Alfredo. Sjældent har man set så umage et par på en operascene.

»La Traviata« i Kasper Bech Holtens opsætning på den kongelige opera i Stockholm. Maria Costanza Nocentini som Violetta synger duet med kæresten Alfredo i skikkelse af Tito Beltran. Foto: Alexander Kenney Fold sammen
Læs mere

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

STOCKHOLM: Sneen begynder at falde hen under aften, og kort efter er Gustaf Adolfs Torg med operahuset og udsigten til kongeslottet dækket helt i hvidt. Det er såre smukt og pittoresk. Aristokratisk, stolt svenskhed fra før socialdemokratismen og folkhemmet. Lige til at blive varm om hjertet af. Trods kulden.

Men indenfor har romantikken trange kår. Der er premiere på Verdis »La Traviata« i Kasper Bech Holtens iscenesættelse, og den danske instruktør - der som bekendt også er operachef i København - har smidt 1850ernes Paris på porten. I stedet er vi i samme by i en ikke så fjern fortid. I en del af Paris som vi helst ikke vil vide af. Kasper Bech Holten og hans faste makkere - scenografen Steffen Aarfing og lysdesigneren Jesper Kongshaug - har ikke villet skønheden. De er gået den modsatte vej. De har ophøjet grimheden til æstetisk princip.

Det allerførste, vi ser, er et fotografi af et kolossalt højt hotel, som der panoreres op ad, mens ouverturen spilles. Med dette letfattelige fallossymbol som appetitvækker lægges der op til første scene, hvor luksusluderen Violetta holder hof. Vi er på hotellets natklub. Her er der frække damer, som optræder i lak og lænker. Her giver Violetta og Alfredo den som natklubsangere med mikrofoner og rutineret kropssprog. Her er det, at Alfredo efter festen betror Violetta sin kærlighed, dog ikke i selve natklubben, men foran hotellets elevator, hvor koldt lys og et giftiggrønt sofaarrangement sørger for optimal ikke-hygge.

Denne mangel på stil

Det bliver ikke kønnere, som aftenen skrider frem. I anden akt da Alfred og Violetta ifølge Verdi er flyttet ud på et lille landsted for at dyrke deres kærlighed til hinanden, kører det i samme uskønne skure: Det er nemlig slet ikke nogen pastoral idyl, de har fundet sig de to unge elskende, men et hotelværelse, der er indrettet med al sentressernes totale mangel på god stil. Orange og lortebrunt falder i øjnene, og Violettas kufferter er lyserøde, og det er til denne køns- og smagløse lokalitet, at Alfredos far, Giorgio Germont, en dag ankommer. Violetta er alene hjemme, hun har været på dyrt indkøb, kan vi se. Giorgio overtaler hende til at opgive Alfredo, fordi Alfredos søster ikke kan blive gift lykkeligt, hvis ikke Alfredo dropper sit uværdige forhold til Violetta.

Lir og lagkage

Det er altsammen meget sørgeligt. Få operaer har så gribende scener som dem, Verdi skrev til »La Traviata«. Men rørt er det svært at blive midt i al denne fremmedgørende grimhed. Budskabet må være noget med at vise kærlighedens flygtighed i en kold og hård verden. Det er derfor, vi ikke, som vi ellers plejer i »La Traviata«, befinder os i private hjem, men må lade os nøje med anonyme og upersonlige hotelmiljøer. Det er derfor, at der altid er en elevator lige i nærheden, for så kan man hurtigt slippe væk, når det hele bliver for besværligt. Troskaben har trange kår.

Og så når vi til tredje akt, og så er vi på natklub igen. Her tilspidses dramaet: Alfredo tror, at Violetta har genoptaget livet som call girl, og han håner hende, men irettesættes af sin far. De går. Hun besvimer. Sikke et hus. I Kasper Beck Holtens iscenesættelse krydes de voldsomme optrin med lidt mere lir og lagkage, uden at det dog får temperaturen til at stige mærkbart, og så er vi ved at være fremme ved fjerde akt. Højhuset fra før dukker op igen. Nu panoreres der ikke opad, men nedad. Enden nærmer sig. Fallosen falder. Violetta ligger døende, men ikke på sit kammer, som Verdi ville det, men ude på gaden foran en smart og dyr modebutik af den type, hun tidligere har været fast kunde i. Hun hoster heller ikke, som hun plejer i denne opera, og det er nok, fordi tuberkulose er gået af mode i vore dage, men i hvert fald dør hun, som hun skal, efter igen at have forsonet sig med sin elskede Alfredo, og så er det slut. Pyha!

Afkølet og afpillet

Det er sådan set slemt nok, som det ser ud, men det er ikke det eneste, der halter i denne forestilling. Der er også noget med castingen, der er gået galt. På premiereaftenen var det Maria Costanza Nocentini, der sang partiet som Violetta, og det gjorde hun smidigt og ganske smukt uden lige frem at være en Anna Netrebko eller en Maria Callas. Problemet er bare, at selv en så begavet personinstruktør som Kasper Bech Holten ikke formår at skjule en så påfaldende mangel på skuespiltalent og elementær udstråling. Det hjælper heller ikke på troværdigheden, at den ranglede sopran er et hoved højere end den uegalt syngende Tito Beltrán, der skal forestille at være hendes helt egen Alfredo, og som klart ville vinde ved at lægge de værste vokale krukkerier til side. I Kasper Bech Holtens afkølede og afpillede opsætning virker han med sine bel canto-manerer og sin teatralske gestik som en mand, der er taget med det forkerte fly til den forkerte by. På den baggrund bliver man taknemmelig for hjemmefødningen Karl-Magnus Fredriksson og hans hjertevarme Giorgio Germont. Han har lykkeligvis en skøn arie at gøre godt med i anden akt. Han er aftenens mest positive oplevelse.

Og dirigenten Antonello Allemandi? Tjah! Hans kompetente, men noget rutineprægede direktion gør hverken fra eller til. Denne »La Traviata« har for mange minusser til, at den virkelig står til at redde. Stockholm i snevejr er skøn at skue. Men tag ikke derop for Verdis skyld.

www.operan.se

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion