»La Traviata« er en elsket klassiker. Det er der mange gode grunde til. Verdis opera byder på nogle umiddelbart genkendelige og meget menneskelige karakterer.
Musikken, der er iørefaldende som i en musical, veksler suverænt mellem let og tungt, mellem det champagneboblende festlige og det hjerteskærende sørgelige, og handlingen, der er hentet fra Alexandre Dumas den yngres roman »Kameliadamen«, er let at følge med i: En luksusprostitueret, Violetta, forelsker sig i Alfredo, som også forelsker sig i hende, men de kan ikke få hinanden, og til sidst dør hun. Af tuberkulose, som det sig hør og bør for heltinder i realistiske operaer fra midten af det 19. århundrede.
Når denne anmelder alligevel gik ret uberørt fra premieren fredag aften på den seneste danske opsætning af »La Traviata«, skyldes det således ikke værket i sig selv. Det skyldes vist heller ikke de medvirkende. Norske Kari Postma var, forekom det, en aldeles dejlig Violetta, med både klang og ægte følelse.
Svenske Daniel Johansson var vist også en velklingende Alfredo, ligesom hans landsmand Fredrik Zetterström syntes at gøre fyldest som Alfredos far, Germont, der ikke kan acceptere sønnens forhold til den smukke glædespige. Det til lejligheden genopståede Collegium Musicum, under ledelse af den amerikanske dirigent Erik Nielsen, var nok heller ikke ueffent, og der var, fornemmede man, mange andre gode kræfter på scenen og på orkesterpladserne.
Små skikkelser
Fornemmede man, skriver jeg, for denne opsætning af »La Traviata« bliver spillet på Opera Hedeland, der er et moderne amfiteater med plads til cirka 3.500 gæster, og det er nu engang vanskeligt at skabe en intens oplevelse i den slags omgivelser. Jeg sad på 17. række, den bageste, hvor sangerne bliver til små skikkelser i det fjerne.
Lyden er kunstigt forstærket, ellers kan man intet høre, og den cirkelformede scene tillader kun en ganske enkel scenografi, her en gigantisk dobbeltseng, flankeret af et par brudte søjler. Sådan er vilkårene. Der synes ikke, på et sted som Opera Hedeland, at være mulighed for at arbejde med eller videregive mere subtile udtryk, hverken lydligt eller visuelt, endsige værkfortolkninger, der kaster nyt lys over klassikerne.
Der synes højst at være plads til en nogenlunde loyal gengivelse af et genialt forlæg, og er det godt nok i en tid, hvor alverdens operahuse præsenterer visuelt slående, intellektuelt stimulerende opsætninger af operalitteraturens mesterværker?
Svaret må være, at det er godt nok, hvis man går mere efter fornøjelsen ved kombinationen af teater, sommer og madkurv end efter det altopslugende kunstneriske kick. Et besøg i Opera Hedeland er en totaloplevelse, som man kan være fan af eller ej, men som klassisk operaaften i gængs forstand lader den sig ikke meningsfuldt bedømme. I hvert fald ikke fra 17. række.
