Verdens stærkeste pige

»Pippi Lang- strømpe« på Bremen er gammel-dags familieteater lige efter bogen.

Dummere end politiet tillader: Lise Koefoed som Pippi kører rundt med betjentene Kling og Klang (Peter Pilegaard og Kasper Gattrup). Foto: Erling Mølgaard. Fold sammen
Læs mere

Man kan med lethed se de svenske kvällstidningar gå amok, hvis en pige som Pippi Langstrømpe blev fundet af de sociale myndigheder, akkurat som det sker i Astrid Lindgrens populære børnebøger og nu i Landsteatrets familieteaterversion på Bremen Teater: »Svigt: Pigen boede alene med dyr i stort hus. Se de rystende billeder«.

Sådan går det naturligvis ikke i den tilforladelige teaterudgave foran scenograf Thomas Koldings kulørte dukkehus. Her er Pippi som vi kender hende: Selve levendegørelsen af den fri opdragelse, anarkistisk, snusfornuftig og uimponeret af omgivelsernes begrænsende blik på børn. Landsteatret har valgt at spille familieforestillingen to gange dagligt midt i sommerferien, velsagtens ud fra tanken om, at alene titlen burde være noget, der kan lokke – Pippi er ikke bare verdens stærkeste pige, men også verdens stærkeste brand.

Ikke svært at holde af Pippi

De dramatiserede scener fra de populære børnebøger er da også fast på teatrenes repertoirer, ikke mindst som her i Sebastians musicaliserede udgave fra slutningen af 1990erne. Nogle af melodierne er kønne, men Sebastians sangnumre er for lange, og teksterne enten for voksne eller for forvrøvlede. Men ser man bort fra det, og kan man leve med den synthesizer-lyd, der omtrent får dåsesoundtracket til at lyde som overskudmateriale fra lydsiden til TV-serien »Gøngehøvdingen«, så synger Lise Koefoed dem kønt og energisk med sin pigede, lyse og fint naturlige stemme. Hun er i det hele taget en frisk, køn og lidt fersk, lattermild Pippi – ikke svær at holde af med sit slagfærdige humør, sin blændende tandramme og boblende latter. Og rundt om hende er det en pænt velfungerende, om ikke prangende, pædagogisk og gammeldags forestilling, der går over scenen med tydeligt spil på godt og ondt: Niclas Vessel Kølpin og Charlotte Amalie Kehlet er for eksempel ganske søde som de beundrende, konforme nabobørn Tommy og Annika, Peter Pilegaard og Kasper Gattrup klovner rutinepræget i dobbeltrollerne som fjollede politibetjente og pjattede røvere. Hesten er sjov, og aben er sød. Præcis som de skal være. Resten kan man tænke sig til.

Hvad: »Pippi Langstrømpe« efter Astrid Lindgrens børnebøger. Hvem: Musik og sangtekster: Sebastian. Iscenesættelse: Sune Svankier. Scenografi: Thomas Kolding. Hvor: Landsteatret. Bremen Teater. Til 15. juli.