Verden har brug for Skammerens datter

»Skammerens datter« er en flot familieforestilling med masser af ramasjang.

Hvem er ond, hvem er god? Gæt selv. Hanne Hedelund og Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose i »Skammerens datter«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bedste ved det hele er dragen! Skægt og uhyggeligt tramper den ind med sit åbne gab og truer med at æde vores lille heltinde i en enkelt mundfuld. Og medrivende er det, når borgmure vælter, selv samme udyr brøler og krudtkamre eksploderer. Samtidig! Jo, Østre Gasværk har sat alle sejl til i sin store, dyre musikalske familieforestilling »Skammerens datter«, skabt helt fra bunden. Nu skal det være. Og det er det.

Han er mere end godt hjulpet af scenograf Astrid Lynge Ottosen, der fantasistimulerende udnytter gasbeholderens rå vægge og et nøgent bræddegulv, hvor lemme snedigt kan smækkes op til porte og historien bevæge sig ubesværet af sted.

Lene Kaaberbøls populære fantasyforlæg har alt, hvad eventyrgenren kræver. Historien om pigen, der må leve med den svære byrde, at hun kan se ind i menneskesjælen og afsløre selv den værste skam, er en fortælling om godt og ondt, venskab, søstersolidaritet og familiebånd, fejhed og mod til at gøre det rigtige og tage ansvaret for sin skæbne på sig i en farlig voksenverden. Med et lettere feministisk, underliggende budskab om at piger sagtens kan være seje. Og så er den fundamentalt spændende. Selv den voksne tilskuer skal have drukket forhærdende drageblod for ikke at blive revet en smule med indimellem, skønt dramatiseringen er for familiepublikummet, prunkløs og lige på. Instruktøren Frede Gulbrandsen får det meste over scenen med flot sans for logik og logistik, det hele spillet og sunget hjem uden fine dikkedarer i det rum, som heller ikke indbyder til for meget filigran. Og hvilket rum.

Tough lille trold

Nuvel, ensemblenumrene er måske ikke de mest letfodede, men til gengæld er det lidt af et kup, at Thomas Høgs, Lasse Aagaards og Sune Svankiers flotte musicalkompositioner - lagt i slipstrømmen på internationale musical-succeser f.eks. »Les Misérables« - bliver spillet af et akustisk ensemble, så de medrivende ballader og glimrende korpartier får en snert af middelalderlig folkemusik og ikke overdøves af det sædvanlige, hårdtpumpede musicalbulder, men får lov til at stå frem - endda så man kan høre, at de enkle, men sjældent banale tekster, synges af levende mennesker.

Et sådant er den diminutive Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, der er en både sød og tough lille trold med udtryksfulde øjne og klokkeklar røst i titelrollen, mens Simon Mathew låner den uretfærdigt mordanklagede fyrstesøn Nicodemus en flot desperation. Nastja Arcel er varm og moderlig som Skammermor, mens Morten Hemmingsen og Hanne Hedelund flot tager ondskaben på sig uden formildende omstændigheder og Birgitte Raaberg, Jens Andersen, Sara Victoria Bjerregaard Christensen, Allan Klie, Kim Hammels-vang Henriksen og Nis Bank-Mikkelsen går til hånde som diverse arketyper.

Jo, den ambitiøst danskproducerede familiemusical »Skammerens datter« har ikke noget at skamme sig over. Den fortjener at blive en succes, der lever lykkeligt til sine dages ende.