Verden er et råddent sted at være

Odense Teaters version af Lars von Trier-filmen »Dogville« er fremragende teater.

Rikke Lyllof som Grace, der ankommer til Dogville som en fremmed fugl. Rundt om hende får hver og én i ensemblet skabt figurer med et eget liv og plads i historien. Foto: Emilia Therese Fold sammen
Læs mere

Stakkels Grace. Også i Odense Teaters sceneversion af Lars von Triers spillefilm »Dogville« går hun så grueligt meget ondt igennem.

Hun søger ly, på flugt fra gangstere, i den lille, næsten glemte flække Dogville, hvor alle kender hinanden. Men hun begår den fejl at vise sin svaghed. Og snart forvandler byen sig fra tilflugtssted til fangelejr.

Grace havner i en spiral, hvor borgerne giver efter for deres egen iboende ondskab og udnytter hende. Ja, hun ender som arbejds- og sexslave for de ellers så pæne indvånere.

Det ejendommelige ved den mystiske, von trierske heltinde er, at hun længe er parat til at forstå og vise medfølelse med sine voldsmænd. Derfor er den egentlige tragedie ikke Graces smertensvej.

Det triste er hendes erkendelse ved tæppefald, da hun grusomt afstraffer sine udnyttere og forvandler sig fra offer til hævner: Verden er et råddent sted at være, hvor tilgivelse og tillid til andre må bukke under.

Menneskelig fallit

Det er egentligt mærkeligt, at »Dogville« først finder vej til en dramatisering på en teaterscene nu.

Hele det oprindelige oplæg er jo så teatralsk, som det kan blive. Lars von Triers film er i sin scenografiske abstraktion over lillebyen, det hele tegnet op på et nøgent gulv, som TV-Teater fra 1960erne og i sin opbygning som et moralsk lærestykke af Bertolt Brecht. Eller måske i endnu højere grad som en anden tysksproget dramatiker, Friedrich Dürrenmatts »Den gamle dame besøger byen«, hvor den uafvendelige korrumpering af et lille samfunds gode intentioner også fører til menneskelig fallit.

Det er netop en ildevarslende formørkelse, der forløses maksimalt i Tue Bierings fremragende iscenesættelse af historien på Odense Teater, sat i en rodebutik med sofaer, lænestole og standerlamper og befolket af hele 17 gode skuespillere, der befinder sig på scenen fra start til slut.

De skiftes til at gå til mikrofonen i de tekstbidder, der gelejder publikum gennem den fortælling, som nærmest begynder som en muntert ironisk teaterleg, men ender i forstemmende alvor.

Intensitet og intimitet

I sølvfutteral og med høje hæle kommer Rikke Lyllofs Grace på scenen som en fremmed fugl. Flot administrerer hun den i begyndelsen så åbne og lysende Graces deroute, sårbarheden, den stigende desperation og den forstenede desillusion.

Og rundt om hende viser Odense Teaters samstemte personale sig som det glimrende ensemble, teatret kan byde på i disse sæsoner.

Hver og én får de skabt figurer med et eget liv og med en plads i historien, der er sikret af en instruktør, der kan kunsten at forene det tilsyneladende tilfældigt monterede med den stramt gennemførte eksekution.

Tag ikke fejl af den løse komposition med alle henslængt eller futtende rundt på scenen og med rekvisitter, der flyder over det hele. Det er kun umiddelbart, det ligner et stykke ufokuseret regiteater.

Tue Biering har et fast greb om den mere og mere oprivende moralitet, bruger håndholdt lyssætning, geräusch og svævende boomstange over de medvirkendes hoveder til at skabe intensitet og intimitet og som en hilsen til von Triers verfremdungsmekanismer.

Resultatet er måske nok forstemmende på menneskehedens vegne. Men ikke på teatrets.

Hvad: »Dogville« af Lars von Trier.

Hvem: Bearbejdelse: Tue Biering, Mathias Rosenkrands Bech og holdet. Scenografi: Nicolaj Spangaa.

Hvor: Odense Teater, Store Scene. Til 25. maj.