Vent på mig, bliv hos mig

Sød og sjov. Fræk og fræsende. Festen og følelsen får alt, hvad den kan trække i Nørrebro Teaters smittende musical »En kort en lang«.

Mens alt endnu ånder idyl: Carsten Svendsen og Mads Rømer Brolin-Tani i »En kort en lang«. Foto: Ulrik Jantzen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sikke en fest. Det er muligvis en gammel forestilling – alt går jo stærkt i dag, og musicalen »En kort en lang«, som Nørrebro Teater spiller som sit første tilbud i sæsonen, havde premiere i 2013, vandt en Reumert for bedste musikforestilling og lagde nordjyderne ned.

Nu er det så københavnernes tur, og selv om der muligvis er tale om en dyr forestilling – hvornår har man sidst set så stort et ensemble på Nørrebro Teater? – er det en forestilling, som i den grad klæder scenen i Ravnsborggade og den profil som moderne morskabsteater med mening, man så gerne vil give den. Man har stort set hentet hele ensemblet fra Aalborg til København, så det er et velafprøvet og smurt teatermaskineri, der møder hovedstadspublikummet.

Musicalen er naturligvis bygget over Hella Joofs og Klaus Bondams populære romantiske filmkomedie, som i 2001 fik danskerne til at strømme i biografen. Det er stadig historien om arkitekten Jacob, der frier til kæresten Jørgen, men som alligevel indleder en affære med Jørgens svigerinde, den kønne Karoline – også hun naturligvis i forhold, med sin pilotmand.

Den frække, frivole og hurtigtkørende dialog i det mangehovedede, queer-vennekollektiv, der omgiver hovedpersonerne, er intakt, og Martin Brygmann supplerer sin dårende kønne titelmelodi og partypumperen »Vent på mig« med forglemmelige radiopopsange – her i aften, væk i morgen – og er, i parantes bemærket, en bedre tonesnedker, end han er tekstforfatter, for nu at sige det mildt. Men sjovt er det, når ensmblet kaster sig ud i sange med titler som »Ska’ du ha’ noget mere pik?«.

Følelserne de samme

Den egentlige stjerne er og bliver Niclas Bendixens smarte, sprællevende og iderige iscenesættelse på den næsten tomme scene, hvor instruktionen arbejder i perfekt sync med Jonas Fly Filberts scenografi og får historien til at flyde med et underholdende drive. Det er på alle måder en livsbekræftende aften fra start til slut. Sjov og fræk. Sød og bevægende.

For heldigvis doserer forestillingen den kærlighedshistorie, der er centrum for det hele, smukt og ligetil. Godt hjulpet af Mads Rømer Brolin-Tanis afdæmpede, let melankolske scenenærvær som den kriseramte Jørgen og den dejligt velsyngende Carstens Svendsens hvalpede charme som den tvivlende Jacob.

Et dejligt uhysterisk omdrejningspunkt midt i alt det herligt opkørte i en forestilling, der smukt får en sal af overvejende heteroseksuelle til fordomsfrit at håbe, at to mænd får hinanden i enden. Om man så må sige. »Følelserne er de samme,« som det hed i pjecerne om homoseksualitet engang, og det er jo så sandt, som det er sagt.

Alle omkring hovedparret udfylder deres plads i herligt tilrettelagte vignetter – fra Laura Kold som en lidt sval Karoline til Marianne Høgsbro som Jacobs diffus svigermor i en rolle, hun kan på rygmarven. og vi kan ikke lade være med at nævne Mikkel Kaastrup-Matthew, der tager stik hjem som ubagt bøssespire med formuleringsproblemer, Jo, der er grund til at feste igennem på Nørrebro Teater. Hvad er det nu, det hedder et sted i titelmelodien? »Vi får alt hvad vi peger på.«

Hvad: »En kort en lang«.

Hvem: Iscenesættelse: Niclas Bendixen. Scenografi: Jonas Fly Filbert. Manuskript: Hella Joof og Klaus Bondam. Bearbejdelse: Niclas Bendixen og Morten Kirkskov.

Hvor: Nørrebro Teater. Til 1. november.