LONDON: Hvorfor har Andrew Lloyd Webber, verdens mest succesrige musicalkomponist, besluttet sig for at vende tilbage til sin største succes? »Gå aldrig tilbage til en fuser,« hedder det. Men bør man gå tilbage til en succes?
Det spørgsmål må man stille sig efter at have overværet den sidste forpremiere inden den store verdenspremiere på Lloyd Webbers seneste musical »Love Never Dies«, der er en fortsættelse af »Phantom of the Opera«, som er blevet set af flere end 80 mio. mennesker verden over og har indtjent rundt regnet 35 mia. kroner ved billetlugerne. Den er samtidig Lloyd Webbers sidste »rigtige« succes - fristende at forsøge at bygge videre på. Men også livsfarlig.
Musicalen med den passende titel »Love Never Dies«, der derfor har været imødeset med lige dele nervøsitet og forventning, er en uafhængig fortsættelse af historien om spøgelset i operaen, det smågale og vansirede musikalske geni, der nu har forladt pariseroperaen og taget permanent ophold i New York, nærmere betegnet forlystelsesparken Coney Island. Her er han chef for en lidt lurvet varieté, som han kun passer nødtørftigt, for i sin mondæne raritetskabinet af en lejlighed drømmer han kun om at se - og genhøre - den smukke Christine, som han efterlod i hvælvingerne under operaen for ti år siden.
Hun er i mellemtiden blevet gift med sin unge greve, som imidlertid nu er både fordrukken og i spillegæld, hvilket tvinger Christine til at tage til New York for at synge blot en enkelt sang i Coney Island - uden naturligvis at ane, at det er hendes gamle læremester og erotiske besættelse, der gemmer sig bag det lukrative tilbud.
Symfonisk sug
Det lyder jo alt sammen meget godt, og det er da også nogenlunde lykkedes for Lloyd Webber at knække den vanskelige nød: Hvordan fortsætte den oprindelige historie på en plausibel måde? For det første flytter han handlingen ti år frem. For det andet flytter han handlingen geografisk - væk fra operaen og ind i det mindst lige så urealistiske fantasirige Coney Island.
Det giver nye muligheder. Både i forhold til scenografien, der er meget forelsket i den særlige Art Nouveau, vi kender fra New Yorks tidlige skyskrabere. Dels i forhold til musikken, som sine steder får en amerikansk vaudeville-tone og endda rummer dryp af en enkelt bluessaxofon, selv om det meget flot lykkes Lloyd Webber at bevare en lige linje til mesterværket »Phantom«, komplet med Puccini-inspirerede arier og det særlige symfoniske »sug«, kun han kan fremmane i suveræne, skamløst romantiske orkestreringer.
Med »etterens« 1980er-synthesizere byttet ud med heavyrock-inspireret ramasjang i et enkelt nummer. Det meste af musikken er flot og absolut kvalitetspræget i sin genre med enkelte bravurnumre helt på niveau med Lloyd Webbers bedste: »Till I Hear You Sing«, fantomets længselssang, er næsten lige så besværgende som »Phantom«s »Music of the Night«, mens det absolutte hovednummer bliver Christines titelsang, som samtidig betegner det øjeblik, hvor hun definitivt vælger mellem de to mænd, der fortsat slider i hende. Og så er vi sådan set fremme ved et af problemerne i denne fortsættelse, som næppe vil sige særligt mange noget som helst, hvis ikke de har set alle hovedpersonernes gøren og laden i det oprindelige forlæg.
Ingen mystik
Der mangler simpelthen den dragende mystik, der gjorde »Phantom« så magisk. Hovedpersonernes sære fascination af hinanden er reduceret til en banal kærlighedshistorie. Spøgelset er demaskeret og afmystificeret: Han går helt normalt ind og ud gennem døre! Og ender såmænd - vi røber vist ikke for meget - med at være alenefar for Christines medbragte søn!
Læg dertil, at scenografien er noget af en misforståelse. Flotte projiceringer, men heller ikke mere. Masser af ideér, men ingen samlende idé, der tilnærmelsesvis kan matche Maria Björnssons originale genistreg af en truende, fortroldet pariseropera.
Vi har ingen som helst fornemmelse af Coney Island som sted. Der synges om, at her er noget så uhyggeligt og om de freaks, der bebor stedet, men man viser dem ikke på den scene, som undertiden er temmelig nøgen og temmelig trist. Læg dertil en iscenesættelse, som er noget stivbenet og ikke så lidt mekanisk, selv om den musikalsk klarer frisag. Perfekt dirigeret, perfekt sunget af den noget klejne, men kropsløse Ramin Karimloo som fantomet og den underskønne Sierra Boggess som Christine.
Hovedindtrykket er et noget dystert, ikke dårligt, men heller ikke specielt indlysende forsøg på at kopiere en succes. Hvordan matcher - endsige overgår - man et mesterværk? Trofaste fans vil nok indfinde sig. Men der er nok at tage fat på, inden »Love Never Dies« har repremiere endnu en gang til november, denne gang på Broadway. Indtil da anbefales det musicalfans at lytte til albummet og skabe sig sine egne billeder.
Anmeldelsen bygger på forpremieren på "Love Never Dies".
