En jagerpilot står anklaget for mord i en retssal. Terrorister havde kapret et passagerfly, og piloten traf egenhændigt et valg om at skyde passagerflyet ned, så 164 uskyldige mennsker omkom. Overbevist om, at han gjorde det rigtige. ved fuld bevidsthed. Han trodsede tilmed den tyske forfatningsdomstols kendelse, der havde annulleret den lovmæssige mulighed for at gøre det, han gjorde. Til gengæld reddede han måske 70.000 andre menneskeliv, for flyet havde direkte kurs mod et nærliggende stadion. Skal han dømmes for sin gerning eller frifindes? Er han en helt eller en morder?
I den tyske dramatiker Ferdinand von Schirachs dilemmaspil »Terror«, som Det Kongelige Teater nu også i kølvandet på 49 andre teatre over hele verden, er det det spørgsmål, publikum skal tage stilling til. Det er nemlig os, der er nævningene i den retssag, der udspiller sig for øjnene af os. Er menneskelivet ukrænkeligt og må en sjæl aldrig gøres til en genstand, eller kan vi være nødt til at relativere spørgsmålet? Eksisterer der et mindre onde end noget, der er værre, i sådan en sammenhæng? Kan man ofre uskyldige for at redde andre?
Vi lever i en terrortid. Derfor er Det Kongelige Teaters forsøg på at få os til at standse op og diskutere hvad der sker med os, når vi er under pres, helt på sin plads. Det er også den type aktualitet, vi har teatret til. »Terror« er, med andre ord, en forestilling, der føles vigtig. For vores skyld, men måske ikke så meget for teatrets. Det er svært at komme uden om, at der er er noget i formen – lad os bare groftskåret kalde det misbrug af teaterkunsten i en højere sags tjeneste – som egentlig ikke føles som vejen frem.
Vi lever i en terrortid. Derfor er Det Kongelige Teaters forsøg på at få os til at standse op og diskutere hvad der sker med os, når vi er under pres, helt på sin plads. Det er også den type aktualitet, vi har teatret til. »Terror« er en forestilling, der føles vigtig. For vores skyld, men måske ikke så meget for teatrets. Det er svært at komme uden om, at der er er noget i formen – lad os bare groftskåret kalde det misbrug af teaterkunsten i en højere sags tjeneste – som egentlig ikke føles som vejen frem.
Men den diskussion, som på premiereaftenen udspandt sig på stolerækkerne inden publikums votering, var ærligt talt noget mere spændende end det udramatiske retsalsdrama, der var gået forud på scenen de sidste par timer – måske fordi særligt indbudte, begavede debattører med erfaringsbaseret kendskab til terrorkrigens dilemmaer – deltog levende i den. Den efterfølgende afstemning ved tryk på en knap viste sig at blive lidt af en valggyser.
Troværdig domstol
Selv om optaktens klicheprægede procedurer måske er lidt fattige ud fra et dramatisk perspektiv, filosofitime parret med juridisk forelæsning, er det en troværdig nok domstol, instruktøren Christoffer Berdal har sat op for os. Stine Schrøder Jensen interesserer som autoritær retsformand med en vis inerti i kroppen. Søren Sætter-Lassens lidt krøllede forsvarsadvokat har både begavelse og lidenskab, mens Lila Nobel i det andet ringhjørne forlener sin statsadvokat med lovlig kølig intelligens, hvis hun skal overvinde nogen. På anklagebænken er Esben Dalgaard lutter militær rygrad, vidneskrankens Jens Jørn Spottag ligeså, mens Sicilia Gadborg Høegh lavmælt står for den følelsesmæssige afpresning som sørgende enke.
»Terror« er et stykke brugskunst. Men i et stort repertoire som nationalscenens er også dette debat - og forsamlingshusteater da en mulighed. Diskussionen vil, med rette, ramme mange. Det er - på sin egen måde – også en kunst.
»Terror«. Manuskript: Ferdinand von Schirach. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet. Til 2. juni.
