De taler længe om ham, inden han kommer ind på scenen. Hvem er han denne Tartuffe, snyltegæsten, som i Molières 1600-talskomedie forblænder den stenrige Orgon i en sådan grad, at sidstnævnte er villig til at give ham ikke bare sin formue, men også sin datter? Er han en svindler, hykler og en skurk, sådan som husets mere fornuftige indvånere hævder? Eller dyden selv, som kun fortjener det bedste, sådan som Orgon og hans gamle mor er overbevist om?
»Tartuffe« kan man spille på mange måder. Hvad repræsenterer hans religiøse hykleri egentlig? På Grønnegårds Teatrets friluftsscene har instruktøren Thomas Bendixen heldigvis hverken haft behov for at se Tartuffe som hjernevaskende mullah eller moderne finanshaj, der æder det hele.
I stedet får vi en »Tartuffe«, som måske nok er helt nutidig utvungen i anslaget, trods Steffen Aarfings flotte scenografi af svulstigt barokmaleri og Marie ì Dalis farvefrække kostumering. Men den låser sig ikke fast på en reducerende, trivielmoderne omklamring. I stedet spilles komedien herligt sommerlet med blik for netop komedien. Og for det evige, psykologiske spil, der foregår mellem de tre hovedpersoner. Den belyser den centrale konstellation Tartuffe-Orgon og sidstnævntes hustru, Elmire, forklarer frydefuldt, hvad det er, der er på spil, når Tartuffe pludselig sniger sig ind her, der og alle vegne, og hele husholdningen er på nippet til at lade sig tartuffisere.
Flotte skuespillerpræstationer
Lars Mikkelsens overskurk er nemlig ikke bare en grov karl og en usurperende proletar. Vel er han et ubehageligt magtmenneske, der forstår at spille spillet, og hvis karikerede, selvpiskende ydmyghed med et fingerknips kan forvandle sig til iskold udnyttelse af situationen. Men han er andet og mere. Han beviser nemlig også sin farlige gennemslagskraft, når han lægger voldsomt an på fruen i huset med en sanselighed, der ikke bare er ved at få Karen-Lise Mynsters ordbedøvede Elmire, men også alle os andre til at sympatisere med hans hensigter. Det er fremragende spillet - og Lars Mikkelsen får vidunderlige svar fra Karen-Lise Mynster, der overlegent demonstrerer alle de modstridende følelser - vil-vil-ikke - som bemægtiger sig den gifte kvinde med de slumrende erotiske fornemmelser bag corsagen. Et forløb, der gentager sig i og kulminerer i den berømte forførelses - og afsløringsscene, overlegent vittigt eksekveret, med Henrik Koefoeds naivt godlidende ægtemand lige under bordet. Hvad er i øvrigt Orgons egne motiver? Er han i virkeligheden ubevidst homobetaget af Tartuffe - det er der et og andet, der godt kunne tyde på.
I det hele taget er der et indre liv i forestillingen, der pirrende antyder alle disse erotiske mekanismer, og tillige er ladet med overbevisende løsninger, frække overraskelser og muntre detaljer, som Thomas Bendixen som få andre kan fylde en klassisk komedie med. Altsammen afspejlet i glimrende præstationer hele vejen rundt. En spruttende Helle Dolleris er verdens dejligste og frækkeste tjenestepige - alvoren lyser effektivt i hendes øjne midt i drillerierne, med Peter Oliver Hansen som autoritativ resonnør, Signe Mannov, Jens Sætter-Lassen og Thue Ersted Rasmussen som de unge og Maria Stenz som ekstra gevinst af en skøn hugaf af en mater familias. Jo, 30-årige Grønnegårds Teatret kan føje endnu en liflig sommerkomedie til rækken. Hvad er det, man siger? Hellere en god trekant ...
