Vær beredt og fuldt til stede

Kasper Ravnhøj har hentet inspiration hos den japanske kriger Musashi i Mute Comp. Physical Theatres nye forestilling.

Kasper Ravnhøj har hentet inspiration hos den japanske kriger Musashi i Mute Comp. Physical Theatres nye forestilling. Foto: Søren Meisner Fold sammen
Læs mere

»Vi skal altid være klar til at håndtere samuraikampen, pytonslangens hug eller konflikterne i parforholdet,« har koreografen Kasper Ravnhøj sagt i forbindelse med Mute Comp. Physical Theatres nye forestilling, »The Strike of no thought«. Inspirationen har han hentet hos den japanske kriger, kunstner og strateg Musashi og hans hovedværk, »De fem ringes bog« fra 1645, der blandt andet handler om betydningen af total opmærksomhed i alle livets situationer.

Som vanligt i Mute Comp.s forestillinger er Kasper Ravnhøj selv en fuldstændig vildt krops-ekvilibristisk dynamo på scenen, hvor han indsmurt i blod lægger ud i en flot solo som kriger med kniv i hånden. Super fleksibelt falder han, rejser sig, springer, ruller og triller som en årvågen og hektisk desperado på jagt efter balance i livet.

Kasper Ravnhøjs vildt dynamiske kropssprog genspejles hos de tre andre dygtige dansere, Noora Hannula, Elin Signy Weywandt Ragnarsdottir og Sang-Hun Lee, der pisker afsted i det store åbne scenerum og kaster sig på gulvet. Men vi ser også de to kvinder finde sammen som yin og yang, og alle fire dansere blive til én stor krop og tempelgud med mange arme og ben.

Urkræfter på spil

Ligesom »De fem ringes bog« har kapitler opdelt efter jordens elementer, oplever vi også elementerne på scenen, blandt andet med hjælp fra store vindmaskiner. Og når Sang-Hun Lee i starten træder ud af en kropsformet gipsskal, er det måske en hentydning til kapitlet »Tomhedens bog«.

Her er både dødsdrift, selvpineri og rituelle og dyriske urkræfter på spil. I lydsporet hører vi såvel skudsalver som sportskampe og religiøse forsamlinger, mens musikken af den oprindeligt annoncerede komponist Juan Pino er erstattet af dunkende rytmer fra blandt andre det tyske band Rammstein.

Teaterblod er der rigeligt af i forestillingen, som måske vil vise netop kamp og død som forudsætning for liv. Bagest på scenen hænger et rådyr, der tømmes for både blod og indvolde, men selv om det hele bruges rituelt, bliver det lidt stor ståhej for ingenting.

Der er dog gode ideer og velfungerende sekvenser, men generelt for mange og lange gentagelser i koreografien. Elisa Kragerup står anført som dramaturgisk konsulent i pressematerialet, men ikke i programmet. Hvor meget hun reelt har været inde over forestillingen, skal være usagt. Men »The strike of no thought« savner, ligesom andre af Kasper Ravnhøjs forestillinger, dramaturgisk stringens.

Hvad: The strike of no thought. Hvem: Mute Comp. Physical Theatre. Koncept og koreografi: Kasper Ravnhøj. Scenografi: Johan Kølkjær. Lys: Michael Beiner. Hvor: Dansehallerne, sidste dag 12. maj..