Ung vrede og gamle grækere

Sofokles som »det ultimative ungdomsoprør« på Betty Nansen Teatrets Edison-scene.

»Det eneste, jeg vil have, er hævn. Når man har det ondt som jeg, kan man ikke andet end være ond«.

Marijana Jankovoics Elektra har øjne som to stykker kul, der stråler sort i det sammenbidte stenansigt. Godt med kul om øjnene og huller på strømpebukserne som en anden trodsig teenager. Mere og mere besat af at gøre oprør mod de gamle og svinge øksen over dem: Mod mor, der ligger i med stedfar, og som har dræbt far. Jo, allerede de gamle grækere kendte til ungdomsoprør og gengældelsesaktioner i yderste potens. På Betty Nansen Teatrets Edison-scene iscenesætter Niclas Bendixen Sofokles hævndrama som ungdomsteater - stadig sat i en fjern fortid, Barbara Í Gonginis punk-inspirerede kostumer er en øjenfest - men sprogligt nedjustereret:

»Jeg vil skide på Aigisthos!«

Det fungerer flot i den ydre iscenesættelse med skæve borgmure, der giver en klaustrofobisk omklamring af ensomme Elektra i midten og med flotte eksplosioner med det sortklædte ungdomskor i dansende tableauer og flotte projiceringer, der sprænger rummet effektivt, når Elektras manende monologer om blodhævn besværger omgivelserne. Jankovic vokser flot i rollen undervejs med fængende lidenskab i krop og stemme, men rundt om hende vil i hvert fald den voksne tilskuer hæfte sig ved, at personinstruktionen er stiv og underligt haltende i et knap så vellykket forsøg på at finde en balance.

Mellem professionelle og semiamatører fra integrationsprojektet C:ntact på scenen. Mellem den udvandende gadejargon, der fratager Sofokles hans storhed i slaget og får teksten til at krympe på den ene side, og den monumentale, højstemte tragedie på den anden. Men Andrea Vagn Jensens statuariske isdronning og Andre Babikians machofæle stedfar med psykopatudstråling gør, hvad de kan på de betingelser, og Caroline Dahl har et godt lille ansigt og en præcis replik som den skræmte lillesøster.