Ulv i hundeklæder

Teater Hund med Methe Bendix i spidsen fejrer ti-års jubilæum med forestillingen »Der var engang en... Virkelighed«.

Selvfølgelig er der en hund med i Teater Hunds ti-års jubilæumsforestilling. Eller i alle tilfælde et vigtigt hundekostume, der bliver brugt til både at spille ulven i »Rødhætte« og ulvevagthund i »Mary Poppins«. For Teater Hunds nye skøre og skæve forestilling »Der var engang en... Virkelighed« for de fem-12-årige plus deres voksne kommer vidt omkring i illusionens verden, når de tre piger, Sarah, Christiane og Anne, vil lave teater for børn. Og forestillingen handler netop om at spille teater og påtage sig en rolle både på scenen og i virkeligheden. Og stiller samtidig spørgsmål om, hvad virkeligheden i virkeligheden er.

Lige siden instruktør Methe Bendix sammen med skuespiller Anne Dalsgaard for ti år siden startede Teater Hund, som gennem årene har høstet mange roser og priser, har målet været at skabe teater for børn af høj kunstnerisk kvalitet. Teater der bibringer noget vigtigt om det at være menneske. Og altid krydret med en universel humor, der rammer både børn og voksne.

Det gælder også den nye forestilling, hvor f.eks. Rødhættes bedstemor ligger i sengen og er så træt, fordi hun har været på kursus. Men vigtigst i forestillingen er hele spillet om, hvem af pigerne der bestemmer og styrer og har mod på at prøve nye ting.

Anne Dalsgaard er herlig som pigen i hundedragten, der helst vil være og forblive ulv, og det kan nok være, hun tager kegler hos børnene. Den charmerende Christiane Bjørg Nielsen med den smukke sangstemme er pigen, der nødigt vil ud af rollen som Mary Poppins. Hun tror hele tiden, at hun er nødt til at pynte på sandheden om sig selv, Og for at slippe for Anne-hunden bruger hun sjovt de samme tricks som voksne, der vil have fred for børn. Men det er den stille spejderpige alias Sarah Gottlieb, der inden forestillingens lidt tamme slutning tør gå nye veje og med dans og bevægelser til musik viser, at der findes ting i verden, der ikke kan siges med ord.